
KØBENHAVN / SVENDBORG: København er en by i vækst og en by med store ambitioner om at udligne skellene mellem rige og fattige mennesker og bydele, skabe en bedre fremkommelighed, et bedre miljø og tage et ansvar for verdens klima. Det kræver store og målrettede investeringer.
Nogle af kommunens mindre investeringer er i den seneste tid faldet en række københavnske politikere og jyske borgmestre for brystet. Senest citerer borgmester i Svendborg Lars Erik Hornemann (V) Biblen og taler om den københavnske overflod.
Blandt andet nævner min fynske kollega en ny cykelbro til 38 mio. kr. Broen byggede vi, fordi 11.000 cyklister på daglig basis måtte slæbe deres cykel op og ned ad en trappe, når de skulle via Bryggebroen og på tværs af havnen i 2011. Tilsvarende brugte 7.500 biler i døgnet en ikke ubetydelig motorvej som Herning Syd samme år.
Vi har da også regnet på de samfundsøkonomiske effekter af vores cykelbroer. Eksempelvis har Bryggebroen en tilsvarende eller bedre forrentning end udvidelsen af motorvejen rundt om Roskilde eller den nye motorvej ved Silkeborg.
Også Københavns nye bycykler falder Lars Erik Hornemann for brystet, da man i Svendborg kan købe cykler til 2.000 kr. stykket. Det kan vi også i København. Men hvis vi stillede en cykel til 2.000 kr. på gaden, ville der kun gå kort tid, før den var stjålet eller ødelagt af hærværk. Samtidig er de nye cykler tæt integreret med den kollektive transport, derfor har de tablets, så man kan betale med rejsekort, finde nærmeste station og se afgangstiderne på toget.
Hvad med Gangnam, Hornemann
Det skal give pendlerne et godt alternativ til bilen, så vi undgår, at trafikken på vejene sander helt til. Får vi ikke løst hovedstadens trængselsproblemer med investeringer som denne, kan København ikke påtage sig rollen som motor for væksten og hjælpe med at trække Svendborg fri af den økonomiske krise.
Det er ikke kun i Svendborg, man kan citere Biblen: 'Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten.' Eller sagt på en anden måde: Ingen veldreven kommune er uden fejl. På et punkt må jeg nemlig erklære mig rørende enig med Hornemann. København skulle aldrig have investeret 1 mio. kr. i en interaktiv bænk. Men eksemplet er fire år gammelt og har aldrig været oppe til politisk beslutning.
Men mon ikke, der også sidder en enkelt borger i Svendborg og undrer sig over en video, hvor borgmesteren giver den i bedste Gangnam-style?
Teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell (EL)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.