ASSENS: En dom ved Retten i Svendborg har afgjort en strid mellem Assens Kommune og ejerne af campingpladsen CampOne Assens Strand, som kommunen solgte tilbage i 2013. Handelen skal gå tilbage, og kommunen skal foruden tilbagebetaling af købssummen på 3,3 mio. kr. også ryste op med 2 mio. kr. i kompensation for indtægtstab ved at kun en del af campingpladsen har kunnet bruges.
Det var netop årsagen til lukningen af en del af pladsen - omfattende forurening og deraf følgende sundhedsproblemer - der i 2015 fik Assens Kommune til at annulere handelen. Campingpladsudvikler Per Blaabjerg købte i sin tid det daværende Willemoes Camping for at opgradere det med caravancenter, hotel, badeland, wellness og restaurant, blandt andet ved at inddrage et udtjent industriområde, men de planer satte en konstateret forurening efter en tidligere losseplads en stopper for.
En erklæring fra embedslægen om 'et muligt sundhedsproblem mange år ud i fremtiden' fik sammen med en oprensningspris på 34-38 mio. kr. kommunen til at melde fra. Campingpladsejer Per Blaabjerg var ikke tilfreds og gik til retten med et krav på op mod 50 mio. kr. for at ophæve købsaftalen.
Det fik han ikke medhold i, tværtimod anlægger retten den betragtning, at det enkleste er, at 'hver part tilbageleverer de ydelser, de har modtaget', altså at kommunen afleverer købesummen tilbage og får arealet tilbage. Oveni kommer så kompensationen på 2 mio. kr., hvorfra dog skal trækkes 380.000 kr. i sagsomkostninger, som campingpladsejeren skal betale.
Per Blaabjerg erklærer sig i Fyens Stiftstidende 'dybt skuffet' over afgørelsen, men vil ikke kommentere yderligere, før han har fået nærlæst dommen sammen med sin advokat. Assens' borgmester Søren Steen Andersen (V) er på sin side tilfreds med, at der nu er en afgørelse på sagen, som han kalder 'en lang proces for begge parter og på mange måder også en ulykkelig sag'.
Campingpladsen skal være rømmet senest den 1. februar 2018.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.