
Når vandløbene langs markerne skal vedligeholdes, kan droneteknologi nu sikre landmanden ørenlyd over for kommunen, og samtidig kan teknologien lette kommunens arbejde ved at skabe et overblik, som ikke er muligt at få fra landjorden, lyder det fra et landinspektørfirma, LE34, der selv arbejder med droner.
– Hvis der er problemer med et vandløb, vil landmanden gerne have kommunen med ud og få syn for sagn, og det kan være vanskeligt at vække opmærksomheden ved at indsende Excel-ark med tal og statistik fra opmålinger af et vandløb. Derfor er vi begyndt at bruge droner til at overflyve vandløbsstrækninger. Vi optager en video, hvori vi efterfølgende kan redigere og indsætte data om for eksempel vandløbets dybde og bredde, siger Knud Klausen, landinspektør og partner i LE34.
Firmaet har igennem mange år lavet opmålinger af vandløb, som vandløbsregulativerne er baserede på.
– Vi kan for eksempel illustrere, hvor et vandløb har problemer med at løbe frit, og vi kan parre droneoptagelserne med fakta om vandløbets form og tilstand, hvilket giver et godt overblik. Det konkretiserer problemet over for kommunerne og gør det nemmere for dem at forholde sig til, uddyber Knud Klausen.
Landmanden kan få hjælp til at synlig- og overskueliggøre eventuelle vandløbsudfordringer over for kommunen. Som ansvarlig for, at grødeskæringen bliver udført i overensstemmelse med regulativerne, kan kommunen desuden drage nytte af de selvsamme droneoptagelser.
– Ved at bruge droneoptagelserne kan kommunerne for eksempel udnytte overblikket til at se, hvor der er problemområder, der især skal tages højde for. De slipper for at trave kilometervis langs vandløb for at lokalisere en forhindring, fortæller Knud Klausen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.