DSB kom ud af årets første seks måneder med et underskud på 447 mio. kr. Underskuddet skyldes først og fremmest en nedskrivning af værdien af IC2- og IC4-togsæt på 673 mio. kr.
23 IC2-togsæt udfases med omgående virkning, og fem IC4-togsæt bliver også nedskrevet, fordi de ikke lever op til de opstillede krav om stabilitet.
'Dermed påbegyndes afslutningen af et ulykkeligt kapitel i DSB's historie, som købet af IC4- og IC2-togsættene er udtryk for. DSB udarbejder frem mod 4. kvartal 2016 en analyse og anbefaling vedrørende den fremtidige anvendelse af IC4-togsættene, hedder det i halvårsrapporten'.
Ser man bort fra nedskrivningen, ender DSB med et resultat før skat for første halvår på 195 mio. kr. Det er knap 191 mio. kr. lavere end for samme periode sidste år, og årsagen skal findes i, at DSB modtager færre penge fra staten for at opfylde trafikkontrakten.
Regnskabet viser også, at det har knebet med at leve op til de mål for rettidighed, som er aftalt. Når det gælder fjern- og regionaltog, lykkedes det kun at få 72,7 pct. af togene af sted til tiden.
Har nedbragt gæld
Forsinkelserne skyldtes dog for en stor dels vedkommende forhold, som DSB ikke har indflydelse på, blandt andet sporarbejder på Østfyn og grænsekontrollen i togene fra Tyskland og til Sverige.
Renser man tallene med det forbehold, ender rettidigheden på 91,9 pct., hvilket er en smule under det aftalte niveau på 93,8 pct.
DSB har dog iværksat en række tiltag for at forbedre rettidigheden og har i juli måned været tæt på at nå de opstillede mål.
- Det helt store løft i kunderettigheden kommer imidlertid først, når de forestående investeringer i et nyt signalsystem, elektrificeringen af togskinnerne samt DSB's køb af nyt el-togmateriel i forlængelse heraf er gennemført, hedder det i halvårsrapporten.
DSB's gæld er nedbragt med 575 mio. kr. i første halvår, og det er medvirkende til, at bestyrelsen har sagt god for bestilling af 26 el-lokomotiver, som forventes at kunne tages i brug fra og med 2020.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.