
VARDE: I denne uge fjernede en gravemaskine den sidste jordblokade, som forhindrede vand i at løbe fra en kunstigt skabt kanal og tilbage i Holme Å, oplyser Varde Kommune.
Den 12 kilometer lange å har siden 1921 været reduceret til en bredde på mindre end én meter. Men projektet har genskabt åens oprindelige bredde på fem meter ved at tilbageføre vandet fra den kunstige kanal. En ændring, som vil styrke biodiversiteten og levebetingelserne for truede dyrearter i og omkring åen.
Særligt laksebestanden vil nyde godt af genopretningen. Tidligere var der laksebestande i ni større vandløb i Danmark, men i dag er Varde Å ét af kun fire vandløb, hvor den oprindelige danske laks er reddet som lokalt tilpasset art.
En fuld tilbageførsel af vandet til Holme Å, der løber ud i Varde Å, vil skabe optimale forhold for laksefisk og andre vandrende fiskearter på en i alt 40 kilometer lang strækning.
Genopretning af ådalen
Projektet indebærer også en genopretning af engene langs åen. Der er i samarbejde med lodsejerne lavet en plejeplan, og der skal fremadrettet ske naturpleje for at sikre en udvikling af en eng med et stort naturindhold. Denne del af genopretningen forventes at være gennemført i 2023.
- Aage V. Jensen Naturfond støtter innovative naturprojekter i Danmark. Derfor er vi glade for at være med til at realisere dette storstilede projekt. Et af landets mest markante og store vandløb får sit vand tilbage og lægges nøjagtigt tilbage i sit oprindelige, uregulerede og slyngede forløb. Samtidig genskabes naturen i hele den 12 km lange ådal i et tæt samarbejde med områdets mange lodsejere. Det er noget helt særligt og uden fortilfælde i Danmark, siger Mette Skov, formand for Aage V. Jensen Naturfond
- Vi har som forbrugerejet andelsselskab og ejer af Karlsgårdeværket og Holme Kanal stor interesse i at holde fast i vores historiske rødder. De rødder omfatter blandt andet elektrificeringen af Sydvestjylland. Desuden ønsker vi at bidrage til udviklingen af lokalområdet og vores samfund i almindelighed. Så tak til alle der har bidraget til det fine resultat, som vil folde sig ud i de kommende år, når åen og engene finder deres nye leje, siger Steen Thomsen, Norlys.
- I 1921 anlagde man et stemmeværk ved Hostrup og ledte samtidig vandet fra Holme Å over i den kunstigt skabte Holme Kanal for at producere elektricitet på Karlsgårdeværket frem til dets lukning i 2012.
- Pladsen omkring det gamle stemmeværk bliver i projektet omdannet til et anløb for kanoer og et rekreativt område.
- Genopretningen har et samlet budget på 27,5 mio. kr. og er et samarbejde mellem Varde Kommune (7,5 mio. kr.), Norlys (5 mio. kr.), Aage V. Jensen Naturfond (7,5 mio. kr.) og Den Danske Naturfond (7,5 mio. kr.).
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.