HOLSTEBRO: Planerne om at bygge Danmarks første bioraffinaderi i Måbjerg ved Holstebro bliver nu droppet. Parterne bag projektet har netop besluttet, at bioraffinaderiet, som skulle lave grøn strøm, varme, biogas og 2. generations bioethanol baseret på restprodukter fra det lokale landbrug, ikke bliver en realitet.
- Det er utrolig ærgerligt, at vi nu må tage den tunge beslutning om at droppe projektet. Vi står med et yderst gennemarbejdet projekt, som er trykprøvet på kryds og tværs gennem fem år. Nu bliver det andre lande, der kommer til at drive udviklingen og skabe arbejdspladser, mens Danmark kan komme til at importere bioethanol, siger bestyrelsesformand Jørgen Udby, Maabjerg Energy Center.
Farvel til 1.000 job
I sommeren 2014 fik Maabjerg Energy Center tilsagn om 293 mio. kr. i EU-støtte, og i maj fremlagde regeringen planer om et iblandingskrav for 2. generations bioethanol til benzin, og senest har MEC-konsortiet besluttet at fordoble egne indskud i projektet til i alt 460 mio. kr. Men der har manglet politisk opbakning til at få projektet skubbet det sidste stykke i mål.
- Vi manglede, at der fra politisk hold kunne gives grønt lys til at få den sidste del af finansieringen på plads, herunder lån med kommunale garantier. Uden lånegarantier, kan projektets økonomi ikke hænge sammen, og så må Danmark vinke farvel til 293 mio. kroner fra EU. Men værst af alt betyder det et farvel til 1.000 permanente job og muligheden for dansk eksport af grøn teknologi, siger Jørgen Udby.
Projektet skulle ses som et lokalt projekt, der kunne skabe vækst og arbejdspladser og være en platform for avanceret bioøkonomi i Danmark, som både ville give hjemlige klima- og ressourcegevinster og betydelige eksportmuligheder.
Regeringen sagde nej
- I andre lande har lignende store demonstrationsanlæg fået en hjælpende hånd i form af billig finansiering for at kunne realiseres, og i Danmark er det helt standard, at energianlæg som decentrale kraftvarmeanlæg, biogasanlæg, fjernvarmeanlæg, affaldsanlæg og lignende gennemføres med kommunale lånegarantier, siger Jørgen Udby.
Til Ritzau siger Udby derudover, at konsortiet manglede at få det allersidste rammevilkår på plads, som var en garanti fra staten, der ville sikrs en billig rente. Men at den model har regeringen sagt nej til.
Tidligere har den politiske støtte til projektet været stort, hvor blandt andre Venstres Søren Gade har talt for det.
- Men regeringen har altså ændret mening og vil ikke støtte projektet, siger Jørgen Udby.
Hos Socialdemokratiet vil formand for Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget Morten Bødskov (S) nu kalde flere ministre i samråd om den manglende støtte.
- Det er stærkt chokerende, at der nu åbenbart ikke er politisk støtte til dette her projekt. Vi vil nu kalde erhvervsministeren og klima- og energiministeren i hastesamråd.
Ritzau / ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.