
HØRSHOLM: Lokaldemokratiet i en landkendt bebyggelse i Hørsholm - Egedalsvænge - skal nu langsomt have et forsøg på genoplivning.
I marts 2014 blev en omstridt bestyrelse i Egedalsvænge i en opsigtsvækkende sag afsat af 3B's organisationsbestyrelse. Den officielle baggrund var, at den lokale bestyrelse ikke fulgte op på beslutninger højere oppe i boligorganisationen - men i det hele taget var der fokus fra alle sider på boligområdet.
I julen 2013 blev det traditionelle juletræ aflyst kort efter en eid-fest, og siden viste det sig, at lokalbestyrelsen havde forbindelser til og fik rådgivning fra den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir, der arbejder på at opnå et kalifat. Organisationen opererer lovligt i Danmark, men er forbudt i en lang række lande. Indflydelsen gik bl.a. på at lukke lokale klubber med tradition for at drikke alkohol - og i stedet bruge lokalerne til formål for børn og unge.
Flere etaper
Kommunalbestyrelsen havde ikke kompetence til at gribe ind over for situationen, hvor flere beboere følte sig tromlet af en dominerende gruppe af Hizb ut-Tahrir-tilhængere. Men boligorganisationen valgte selv at tage affære.
Efter halvandet års pause tager Egedalsvænge i aften det første skridt mod at få en afdelingsbestyrelse. Det kommer til at ske i etaper, hvor der i første omgang vælges to observatører til det udvalg i Boligforeningen 3B, der i øjeblikket tager sig af Egedalsvænge, skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Tiden er endnu ikke helt moden til at vælge en hel afdelingsbestyrelse. Vi bygger beslutningen på de erfaringer, vi har haft sidste gang, der var en afdelingsbestyrelse i Egedalsvænge, forklarer Steffen Morild, formand for 3B's organisationsbestyrelse.
Særskilt møde om byggesag
Han rækker samtidig en hånd ud og inviterer beboerne til at samarbejde med Boligforeningen 3B, der har fået klagenævnets ord for, at det var i orden at afsætte den omstridte afdelingsbestyrelse for 19 måneder siden. Samtidig har Boligforeningen fået drøje hug for budgetoverskridelser i en renovering, hvor der tilsyneladende er en række fejl og mangler.
- Vi har lyttet til den uro, der har været om byggesagen, og vi inviterer til et særskilt møde for alle beboere om det. Der er kommet over 20 forslag til afdelingsmødet, og jeg synes, at vi har givet dem alle en seriøs behandling. Vi efterlyser samtalepartnere i Egedalsvænge, for vi vil gerne bygge relationer op, så vi får en afdelingsbestyrelse igen, siger Steffen Morild til Frederiksborg Amts Avis.
Han understreger, at det skal ske inden for de regler, der er for beboerdemokrati i almene bebyggelser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.