Tre advokater, Landbrug & Fødevarers chefjurist og KL's juridiske chef, en landinspektør, en juraprofessor og en tænketanks-direktør udgør fra mandag et Ekspropriationsudvalg, der skal se nærmere på ekspropriationsbestemmelserne i planloven. Udvalget er nedsat af erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) som udmøntning af sidste års planlovsaftale mellem regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Formålet med udvalgets arbejde er at afdække 'muligheder for og konsekvenser ved at forbedre borgernes retssikkerhed ved ekspropriation', som det hedder i aftaleteksten fra juni 2016. Derudover skal udvalget også som en del af sin undersøgelse sammenligne praksis for ekspropriation og taksation på henholdsvis det statslige og det kommunale område.
Formand for udvalget bliver advokat Håkun Djurhuus, der er partner i Bech-Bruun, og de to andre advokater er Ellen Skodborggaard fra Plesner og Rikke Søgaard Berth, der er partner i Horten.
Desuden er chefjurist Charlotte Bigum Lynæs fra Landbrug & Fødevarer og juridisk chef Pernille Christensen fra KL, landinspektør Hans Faarup og professor Helle Tegner Anker fra Københavns Universitet samt direktør cand.jur. Jacob Mchangama fra den uafhængige juridiske tænketank Justitia, blevet udpeget.
De i alt otte medlemmer ventes at være klar med resultatet af undersøgelsen i begyndelsen af næste år.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.