
VEJLE: - Jeg er rystet. Gennemrystet. Det er en meget grænseoverskridende oplevelse at få sit hjem og sine computere gennemsøgt. Det er jeg ikke kommet mig over endnu. Men jeg har heldigvis god samvittighed. Det hjælper lidt, siger Vejles tidligere borgmester, Leif Skov (S), til Lokalavisen Vejles netavis.
Hans hjem i Brejning fik i går morges besøg af politiet.
- De meddelte, at der er rejst sigtelse mod mig efter straffeloven. De ledte efter papirer og it-oplysninger i forbindelse med sagen om Vejle Havn, siger Leif Skov til Lokalavisen Vejles netavis.
- Jeg er overrasket. Dybt chokeret. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville komme så vidt. Men jeg har som sagt god samvittighed, og jeg stiller mig til rådighed for politiets efterforskning, siger Leif Skov til Lokalavisen Vejles netavis. Her kan du også læse, hvem de øvrige sigtede i sagen er.
Flere ransagninger
Ransagningerne foregik i går hos fire personer, der er eller har været tilknyttet havnens administration og havnens ledelse. Ifølge Ritzau var det i et forsøg på at afdække strafbart pamperi på Vejle Havn, at politiet onsdag gennemførte en stribe ransagninger på havnen og hos flere af de mistænkte.
I den forbindelse er flere personer blevet afhørt og sigtet, siger politiinspektør Steen Edeling til Ritzau.
- Vi har ransaget på private adresser hos folk, der har været i henholdsvis ledelsen og administrationen på Vejle Havn. Selve havnen er også blevet ransaget, siger politiinspektøren.
Misbrug af midler
Sidste år kom det frem, at havnebestyrelsen tilsyneladende har forlystet sig lige lovligt meget for skatteborgernes penge. Det gælder alt fra rejser på businessclass og i privatfly til dyre vine samt indkøb af børnetøj, briller, droner og jagtudstyr.
Overforbruget og det mulige misbrug af offentlige midler har allerede kostet tidligere havnechef Per Kristiansen en bortvisning. Derudover har også havnebestyrelsens formand, Torkild Christensen (DF), samt tidligere formand Leif Skov (S) forladt bestyrelsen.
Også tidligere fungerende formand for havnens bestyrelse Peder Hummelmose (V) er blevet præsenteret for en sigtelse.
- Sagen kører sin gang, og jeg er glad for, at politiet endelig kommer ud af starthullerne. Nu kører processen, og jeg er ganske rolig i forhold til situationen, siger han til Jyllands-Posten.
Belastende rapport
Ifølge Vejle Amts Folkeblad fremlagde revisionsselskabet PwC den undersøgelsesrapport, som bestyrelsen havde bestilt i kølvandet på mediernes dækning af sagen. Rapporten skulle kortlægge et muligt misbrug af aktiver på havnen, og PwC’s hovedklusioner er, at der fra 2010 og frem til sommeren 2015 er brugt 585.000 kr., som vurderes at være af privatlignende karakter.
Revisionsfirmaet har identificeret 83 rejser med en samlet omkostning på godt 2,2 mio. kr., og de seks bestyrelsesrejser i samme periode løber op i 958.000 kr. Samtidig vurderer PwC, at et beløb på i alt 637.000 kr. vurderes at være overforbrug.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.