
Den forgangne uge stod i oversvømmelsens tegn, hvor der blev konstateret stormflod på særligt sydlige og østlige kyster.
Nogle diger holdt, som de gamle falsterske diger, hvor en oppisket Østersø gnavede sig godt ind i sine steder, men ikke brød igennem. Også i Aabenraa var der gode erfaringer, da en ny pumpesluse, som var hastet færdig, kunne sikre en fyldt Mølleå fra at oversvømme dele af byen.
Få dage senere i Odder viste et blot tre år gammelt vandreservoir dog ikke at kunne holde til de store regnmængder. En gennembrudt jordvold lod vandet fosse videre ned i midtbyen og ramte bibliotek, museum og flere private boliger med oversvømmelser. Så der bliver noget at drøfte med leverandøren.
I en række kommuner var der i det hele taget voldsomme skader på strande, havneanlæg, veje og fritidsanlæg, og en stribe sønderjyske og fynske borgmestre i de stormflodsramte områder er nu klare i mælet over for staten - og vil have statsstøtte til kystsikring.
Den melding fik ironisk nok yderligere eftertryk af, at regeringen vil bruge 1,3 milliarder på klimatilpasning. Stort set det hele skal bare gå til at beskytte den jyske vestkyst, som i denne uge ikke var ramt. De aktuelt udsatte kommuner ønsker en landsdækkende pulje til medfinansiering af ny beskyttelse mod stormflod og højvande.
På det landspolitiske plan var ugens absolutte nyhed, at Jakob Ellemann-Jensen helt forlod politik, og at Troels Lund Poulsen stiller op som ny formandskandidat i Venstre - med Stephanie Lose som kandidat til næstformandsposten.
Derudover vakte det opsigt blandt DK Nyts læsere, at Aalborgs stadsarkitekt Lise Thorsen fratrådte efter blot tre måneders ansættelse med begrundelsen "ikke det rigtige match".
Og mon så ikke vi kommer til at høre mere om, at Thisteds borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) har sat på dagsordenen i byrådet, om ikke det var en idé at skifte kommunenavn fra Thisted til Thy.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.