SLAGELSE: Boligområdet Motalavej, der i flere år har været på regeringens ghettoliste - for tiden med betegnelsen 'hård ghetto', skal i de kommende år reduceres med yderligere 164 almene familieboliger. Det skal ses i forhold til de 910 familieboliger, området rummede i 2010, hvilket danner grundlag for optællingen.
Den generelle linje i ghettoplanen er, at der i de hårde ghettoer kun må være 40 pct. almene familieboliger, men i Motalavejs tilfælde har Boligministeriet givet dispensation til boligselskabet BoligKorsør til, at andelen kan lande på 58 pct. i 2030. Der er nemlig i forvejen gennemført nedrivninger i området, der huser 1680 beboere, fremgår det af dagsordenmaterialet i Slagelse Kommune.
I dispensationsansøgningen blev der ansøgt om at nedbringe andelen af almene familieboliger på Motalavej til 65 pct. i 2030, men så langt ville ministeriet altså ikke strække sig.
Formanden for BoligKorsør, Ebbe Jens Ahlgren, fortæller til Sjællandske, at den præcise nedrivningsplan først vedtages i 2021 og at beboerne vil få indflydelse på den. I 2022 sendes arbejdet i helhedsplanen i udbud, hvorefter genhusninger, nedrivninger og moderniseringer af de tibageværende boliger ventes at gå i gang fra 2023.
For at realisere denne reduktion arbejdes der i den nuværende udviklingsplan hovedsageligt med nedrivning og i mindre grad med ommærkning, der betyder, at man ændrer en almen familiebolig til fx en almen ungdomsbolig. Der arbejdes ikke med fortætning i form af nybyggeri eller frasalg til private, da det er oplagt, at det kun kan ske med økonomiske tab.
Grundlaget for udviklingsplanen har været at koncentrere indsatsen og tiltagene i den største afdeling i området med i alt 420 almene familieboliger. De to øvrige afdelinger har gennemført, eller er ved at få gennemført, en fysisk helhedsplan, hvor blokke er nedrevet, nye ældreboliger er opført, boliger er blevet moderniseret. Der er samtidig skabt en multifunktionel aktivitetsplads som mødested for beboerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.