AALBORG: Aalborg Kommune vil frede fire af sine byparker - for at sikre kommende generationer grønne åndehuller.
Sammen med Danmarks Naturfredningsforening vil kommunen bede Fredningsnævnet om at frede Skanseparken, Østre Anlæg, Kildeparken samt Sohngårdsholmparken/Den gamle Golfbane.
- Flere og flere mennesker flytter til byerne og politikerne har ønsket at sikre dem nogle grønne fristeder, forklarer stadsgartner Kirsten Lund Andersen til DR Nordjylland.
Fredningen skal eksempelvis sikre, at parkerne indeholder masser af planter, græsplæner og store, gamle fuldkronede træer. Noget borgerne sætter pris på - især i disse varme tider.
- En fredning kunne indeholde bestemmelser om, at der ikke må bygges ind i træerne, at træerne får plads og deres rødder står i god muld og at parkerne kun må bruges til et vist antal arrangementer osv, siger Kirsten Lund Andersen.
Kildeparken i Aalborg bliver hvert år brugt til Nordeuropas største karneval. Og det skal den blive ved med - fredning eller ej.
- Nogle af de der store arrangementer skal der være plads til. Bare de sker uden at ødelægge de grønne, frodige områder i parkerne, siger Kirsten Lund Andersen.
Se til Central Park
Danmarks Naturfredningsforening synes, det er en rigtig god ide, at kommunerne får sikret de grønne områder, mens tid er og mens de har indflydelse på det.
- Det er vores erfaring, at det er rigtigt, rigtigt svært for kommuner at håndhæve beskyttelsen, hvis der kommer et stort pres for at lave for eksempel en kommerciel virksomhed i en offentlig park, siger fredningsleder Birgitte Ingrisch til DR Nordjylland.
Hun nævner en aktuel sag fra Søndermarken på Frederiksberg, hvor private ønsker at lave et stort klatreanlæg. Søndermarken er fredet og planerne blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
- Men det viser jo meget godt, at der er rigtig meget efterspørgsel på det areal. som parkerne råder over. Problemet er bare, at hvis man siger ja til det hele, så er der ikke mere offentlig park tilbage.
Et andet eksempel kunne være de flere og flere arrangementer i parkerne - karneval, koncerter, opera og alt muligt andet.
- Hvis man laver for mange af sådanne arrangementer og hver gang lukker portene for den mere almene brug, så stopper parkerne jo med at være offentlige.
Derfor er det vigtigt for Naturfredningsforeningen, at man har en restriktiv politik og ikke skalter og valter med parkernes arealer.
- For vi har kun dem, vi har, siger Birgitte Ingrisch.
Hendes forbillede er Central Park i New York.
- Vi skal se på vores parker, som New York ser på Central Park. Det er et no-go område. Det skal ligge der og være et grønt åndehul for byens voksende befolkning. Derfor er det vigtigt, at vi får fredet og beskyttet vores egne parker.
Aalborg Kommune er den seneste i rækken af kommuner, der freder sine bynære parker. Det har København, Frederiksberg og Odense allerede gjort. I fjor blev Botanisk Have i Århus fredet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.