
KØBENHAVN: Et hundrede nye "fiskebørnehaver" – eller biohuts, som de også kaldes, bliver i disse dage placeret lige under vandoverfladen i Københavns Havn. Her skal de være med til at skabe gode rammer for biodiversiteten og livet under vand, oplyser By & Havn.
Det er ikke mere end to år siden, at København indtog pladsen som den by i verden, der har installeret flest biohuts. 100 biohuts var på det tidspunkt nok til at tage verdensrekorden, men med de 100 nye, der installeres i denne uge, lægger København sig solidt på førstepladsen.
Denne gang er det blandt andet med hjælp fra Mærsk, IDA og arrangementet SailGP, som donerede 25 biohuts som tak for at de måtte bruge havnen til sejlads. Mærsk sætter 50 biohuts op ved Esplanaden og Ingeniørforeningen 25 ved Kalvebod Brygge.
- Fiskebørnehaverne skaber oaser af liv i havnen, som er med til at fremme et rigere og vildere liv under vandet. Siden vi satte de første op, har vi blandt andet observeret flere forskellige fiskearter som læbefisk, tangnål og sågar den kritisk truede europæiske ål, siger adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.
Nærmere 100 fiskearter
I undersøgelser fra henholdsvis 2009 og 2015 blev der observeret i alt 34 fiskearter i Københavns Havn. Københavns Kommunes biologer estimerer dog, at det rigtige tal nærmere er 100, da den valgte metode ikke egnede sig til observation af samtlige arter.
Vegetationen i Københavns Havn består primært af ålegræs, havgræs, ledtang og blæretang, men der er også udbredte forekomster af de delikate lav klotang og tarmrørhinde.
Københavns Havn er hjemsted for en lang række smådyr som børsteorme, krebsdyr og muslinger. Der er særligt en meget stor forekomst af blåmuslinger, som er med til at rense vandet i havnen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.