Lokalt og tværgående samarbejde er nøglen til at udlede mindre CO2, og derfor skal kommunerne spille en fremtrædende rolle i den kommende klimalov. Nogle af de største klimaproblemer findes i byerne, de skal løses i byerne i samarbejde med borgere, virksomheder og organisationer, som kommunerne er tæt på.
Sådan lyder i hvert fald opfordringen fra syv af landets førende energibyer, der selv arbejder målrettet på at nedbringe CO2-udledningen. De syv er samlet i netværket Energibyerne.dk.
Når Folketinget laver energiaftaler og transportaftaler, står der intet om kommunerne:
- Den indsats, vi driver på klimaområdet, er helt frivillig, og den skal konkurrere med velfærden. Kommunerne skal skrives ind i loven, siger Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S).
Et konkret forslag kunne være, at staten forhandler en ramme med kommunerne og aftaler bindende mål for den samlede indsats. Den kan udfyldes med forpligtende mål for hver enkelt kommune, afhængig af lokale forhold.
Fra transport til mobilitet
De syv energibyer er på hver sin måde langt fremme med at reducere CO2-udledningen. Opskriften er samarbejde med alle gode kræfter i kommunen, med andre kommuner og med øvrige aktører på klimaområdet.
- I Sønderborg Kommune er vi nået halvvejs på ti år, og vi når nul udledning i 2029. Det kan lade sig gøre, fordi der er politisk vilje, og fordi vi har meget bred opbakning fra borgere og virksomheder. Det er også muligt i resten af landet, hvis kommunerne får opgaven og penge til den, mener Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen (S).
Connie Hedegaard var blandt talerne hos Energibyerne på Folkemødet, og hun nævnte transportaftalen til 112 mia. kr.:
- Vi spurgte ind til klimaberegningerne bag den plan og svaret var: Det har vi ikke haft tid til. Helt ærligt – sådan bruger man ikke 112 mia. kroner af skatteydernes penge i 2019, lød det fra Connie Hedegaard.
Energibyerne opfordrer Folketinget til at erstatte trafikplanen med en mobilitetsplan, som tænker alle transportformer sammen.
Energibyerne.dk er et netværk som består af Frederikshavn Kommune, Skive Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Horsens Kommune, Middelfart Kommune, Sønderborg Kommune og Høje-Taastrup Kommune.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.