
En sag længere sag om uenighed mellem Energinet og flere lodsejere om nedlæggelse af elkabler fandt tirsdag sin afgørelse.
Kort sagt omhandlede sagen om elkablerne fra havvindmølleparken Kriegers Flak skulle lægges i jorden efter ’gæsteprincip’, eller skal det i stedet være efter ’fuld tilstedeværelsesret’?
Fem sjællandske landmænd har fået en stribe jord på deres marker eksproprieret som følge af etableringen af havvindmølleparken Kriegers Flak. Energinet ejer de nedgravede kabler, der forbinder havmøllerne i Østersøen med et knudepunkt i højspændingsnettet ved Bjæverskov.
Landmændene var dog bekymrede for, at de ville stå med regningen, hvis kablerne en dag skulle flyttes. Sagen mod Energinet blev ført af Landbrug & Fødevarer på vegne landmændene.
Landmændene mente, at kablerne burde ligge efter gæsteprincippet, hvor lodsejeren kan bede ”gæsten” – i dette tilfælde Energinet – om at flytte kablet på gæstens egen regning og derfor undgå at stå med en stor regning, hvis kablerne en dag skulle flyttes
Bekræftede Landsrettens dom
Landmændene må dog leve med frygten for en potentiel regning. Således gav Højesteret Energinet medhold i, at kablerne ved ekspropriation kan lægges med ”fuld tilstedeværelsesret". Det betyder, at Energinet har lov til at have kablerne liggende "uforstyrret" i jorden, så længe de er i brug. Dommen bekræfter dermed den praksis, som i årtier har været brugt, når store eltransmissionskabler er blevet lagt gennem landet.
- Vi er rigtig glade for dommens udfald. Det er vigtigt, at der nu er en afklaring. Sagen har kørt i lang tid og har selvfølgelig skabt usikkerhed – både for de lodsejere, der bliver berørt, men også for os i Energinet, der skal sikre danskernes elforsyning nu og i fremtiden og sikre den grønne omstilling, siger Annette Ikast, der er juridisk direktør i Energinet.
Med afgørelsen bekræftede Højesteret landsrettens et år gamle dom i sagen. Dermed har Danmarks to højeste retsinstanser tilkendegivet at gæsteprincippet lovligt kan fraviges i en sag som denne.
- Elnettets store motorveje er altid blevet lagt efter princippet om ’fuld tilstedeværelsesret’. Det ville være rigtig skidt for danskernes elforsyning og den grønne omstilling, hvis vi i forbindelse med de store anlæg eksproprierede ud fra gæsteprincippet. Der er tale om helt centrale elforbindelser, og det ville desuden også være uhyre dyrt for samfundet at skulle flytte store og vigtige kabler, siger Annette Ikast.
Anerkender gener
Annette Ikast anerkender, at gravearbejdet og de efterfølgende år med kablerne i jorden kan skabe gener for lodsejerne, men påpeger at landmændene fortsat gerne må dyrke jorden over kablerne og kun skal afholde sig fra at plante træer med dybe rødder ligesom, der skal hentes tilladelse fra Energinet, hvis der skal graves nær kablerne.
- Derfor har vi også altid en dialog med de lodsejere, der skal lægge jord til, så vi sikrer, at kablerne ikke kommer til at ligge et sted, hvor en landmand fx tænker at bygge nyt. Og lodsejerne får naturligvis både erstatning for, at der eksproprieres en stribe jord gennem deres mark, samt kompensation for de gener, som gravearbejdet medfører. Men anlæggene er altså så vigtige for samfundet som helhed, at de skal have en varig placering, siger hun.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.