
Siden oktober har rådhuset i Egedal været lukket hver fredag for at spare energi, men fra 14. april genåbner rådhuset igen om fredagene, så medarbejderne atter kan tage imod borgerne ved fysisk fremmøde. Det oplyser kommunen.
Derimod fortsætter de fleste andre af kommunens sparetiltag. Det gælder blandt andet lavere lysstyrke i vejbelysningen i tidsrummet 22-6 og lavere temperaturer i saunaer og brusevand. I det hele taget fastholdes de tiltag, der ikke er til større gene for borgerne, for at sikre energibeholdningerne til næste vinter, oplyser kommunen.
Sparetiltagene har nemlig virket: Fra oktober til februar har rådhuset sparet 30 pct. på varmeforbruget og 18 pct. på elforbruget i forhold til samme periode året før.
20 grader i Ballerup
Også i Ballerup slækkes der nu lidt på energibesparelserne, besluttede økonomiudvalget for nylig.
Først og fremmest skrues der op for varmen, så der fremover skal være 20 grader i administrationsbygninger, skoler, kultur- og idrætsfaciliteter. Tidligere var der 23,5 grader i administrationsbygninger, 22,5 grader i skoler, 21,5 i kulturfaciliteter og 20 grader i idrætshaller. Det blev altsammen sat ned til 19 grader i september, men efter en del klager skrues der altså lidt op igen.
Udover temperaturen er der især kommet klager over slukning af saunaer, og at lyset på rådhuset slukkede allerede efter fem minutter. Begge dele ændres, så lysstyringen indstilles til 15 minutter, og saunaerne genåbnes. Desuden vedtog politikerne, at der fortsat skal være to dage med kun kold mad i rådhusets kantine.
Ifølge referatet har KL i et brev 3. marts præciseret, at det stadig er vigtigt at spare på energien for at sikre strømforsyning næste vinter.
"Der har dog hele tiden været plads til lokale vurderinger af, hvordan I mest hensigtsmæssigt sparer på energien i jeres egen kommune, og KL vil opfordre til, at I bruger de lokale erfaringer aktivt, når I tilrettelægger de fortsatte energisparetiltag,” skrev KL. Og den lokale vurdering i Ballerup er altså, at 19 grader er for koldt.
Derimod har øvrige sparetiltag, som bl.a. går på delvis slukning af vejbelysning, slukkede springvand og slukket belysning af kunstværker, ikke givet nogen reaktioner. Derfor opretholdes de.
Gribskov har skruet op
Foruden Ballerup har Gribskov for nylig besluttet at skrue op for temperaturerne i kommunale bygninger og genåbne saunaer hurtigst muligt. Det vedtog et flertal i økonomiudvalget 20. marts - i strid med forvaltningens indstilling.
Også her henvises til brevet fra KL, hvor Energistyrelsen roser kommuner og borgere for at have været gode til at spare, men også vurderer, at situationen hurtigt kan ændre sig, så der opstår mangel på gas næste vinter. Derfor er det vigtigt at få gaslagrene fyldt op. Flertallet i Gribskov hæftede sig dog mere ved formuleringen om, at der er plads til lokale vurderinger.
Samtidig henvises der til, at både Skive og Struer hævede temperaturen til 20 grader tilbage i december, så flertallet i Gribskov valgte at "normalisere" temperaturerne til de normale 20-22 grader, fremgår det af referatet.
Flere holder fast i 19 grader
Hillerød er ifølge TV2 Kosmopol i gang med at tænde gadebelysningen igen, fordi det har givet utryghed blandt borgere, der har fri efter kl. 23, at skulle cykle hjem i mørke. Her holder man dog fast i en rumtemperatur på 19 grader som standard. Også Albertslund, Høje-Taastrup og Lejre holder fast i de nuværende sparetiltag, oplyser tv-stationen.
I Aarhus foreslog tre partier i marts at skrue højere op end de 19 grader, men forslaget blev ikke vedtaget. Flertallet valgte at holde fast i de sparetiltag, Energistyrelsen er kommet med. Holder man fast i de 19 grader, vil det give besparelser på 10 pct. af varmeforbruget, skriver DR.
Det samme forventede Aalborg Kommune at spare, men her har varmebesparelsen overraskende kun været på én pct., skriver Nordjyske.
- Set i forhold til, at man faktisk har sparet op imod ti procent i andre kommuner, så er det overraskende lidt. Og vi skal selvfølgelig have en forklaring på, hvad der kan være årsagerne til det, siger klima- og miljørådmand Per Clausen (EL).
Forvaltningen i Aalborg henviser ifølge avisen til, at det kan være svært at sænke temperaturen uden indeklima- og arbejdsmiljøgener, især i ældre ejendomme som fx skoler med et efterslæb i vedligeholdelsen.
Også Odense Byråd afviste for et par måneder siden at skrue op fra 19 grader, men kommunen valgte - som en del andre - at genåbne sine saunaer.
Stor besparelse i Svendborg
I Svendborg sparede kommunen på samtlige kommunale bygninger 12 pct. på fjernvarmen, 13 pct. på naturgas og 4 pct. på elforbruget i fjerde kvartal sammenlignet med samme periode året før. Det viser en status, som blev forelagt teknik- og miljøudvalget i marts.
Besparelserne skyldes både, at man har fulgt Enerstyrelsens råd om bl.a. at skrue ned for temperaturerne til 19 grader, og at medarbejderne har haft fokus på at spare.
"Hvor meget energi, der til dagligt spares i forhold til ændret adfærd, vides ikke. Der kan være risiko for, at de gamle vaner gradvist er ved at vinde indpas igen," erkender administrationen, som tilføjer, at der er begrænsede muligheder for at spare på el, fordi det allerede var sket i forvejen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.