ESBJERG: De beredskabsøvelser, som Esbjerg Kommune havde planlagt for at øve reaktionerne ved potentielt farlige situationer i folkeskolerne, bliver aflyst, oplyser kommunen. Det sker efter, at forældre har udtrykt bekymring for, at øvelserne ville skræmme deres børn. I stedet orienterer skolelederne de ansatte om, hvordan de skal reagere, og arbejdet med beredskabsplaner fortsætter.
De nu aflyste øvelser gik ud på at øve ansatte og elever i, hvordan de skal reagere, hvis der sker ondsindet indtrængen på skolerne. Øvelserne var sat i værk på baggrund af den seneste tids terrorhændelser i Paris og tidligere på efteråret i Sverige, hvor en person trængte ind på en skole i Trollhättan bevæbnet med en stor kniv med det resultat, at to mennesker mistede livet.
Efter den tragiske hændelse i Sverige har der været fokus på skolernes beredskab og især det faktum, at de sædvanlige reaktioner, som sættes i værk ved en eventuel brand, ikke kan anvendes, hvis en sådan situation opstår.
Nu kun personalet
- Derfor fandt vi det hensigtsmæssigt og relevant at gennemføre en øvelse, hvis formål var at teste beredskabet og give elever og ansatte et indtryk af, hvordan de skal forholde sig, hvis det værste skulle ske. Der var lagt op til at gennemføre en simpel øvelse på en stille og rolig måde, forklarer skolechef, Henrik Schou.
Imidlertid har de planlagte øvelser skabt usikkerhed hos forældre, som har henvendt sig med en bekymring for, at børnene ville blive skræmt. Øvelserne er blevet genstand for en opmærksomhed, der kan komme til at overskygge det egentlige formål, og på den har baggrund har Esbjerg Kommune besluttet at aflyse øvelserne.
- Vi ønskede, at skolerne skulle øve sig i, hvordan elever og ansatte skal forholde sig, hvis en farlig situation skulle opstå, men vi lytter selvfølgelig til de bekymringer, forældrene har udtrykt og tager dem alvorligt, og derfor har vi nu valgt at aflyse øvelserne, siger Henrik Schou.
I stedet for øvelserne, som alle på skolerne skulle have deltaget i, involverer skoleledelserne nu kun de ansatte og orienterer dem om, hvordan de individuelt og i grupper skal reagere, hvis en farlig situation opstår. Derudover vil skolelederne drøfte med skolebestyrelserne, hvordan man på skolerne fremadrettet arbejder med beredskabsplaner.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.