
ESBJERG: En miljøgodkendelse af et kæmpelandbrug, som alle var imod, men tvunget til at stemme ja til, har fået Esbjergs plan & miljøudvalg til at appellere til tre ministre om opdaterede regler for kommunernes muligheder for at påvirke 'landzonens industrivirksomheder', som udvalget kalder de store husdyrbrug.
Den konkrete sag gælder et landbrug, der i ét hug udvides med over 1.000 stykker kvæg. Som reglerne er i dag, er miljøgodkendelse en ret for ansøgeren, og det er den ret, Esbjergs plan & miljøudvalg ønsker et opgør med.
Udvalget ønsker mulighed for at beslutte, at 'de største husdyrbrug placeres mere hensigtsmæssigt, så både borgere, natur og veje kan rumme de påvirkninger som stordrift er forbundet med', hedder det i henvendelsen til miljøminister Lea Wermelin (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S) og fødevareminister Mogens Jensen (S).
Problemet er, 'at den nuværende husdyrbrug- og planlov ikke i tilstrækkelig grad giver os de instrumenter, der sikrer dette'.
Udvalget har i dag mulighed for at udpege 'positivområder, som er særligt egnede til lokalisering af husdyranlæg tilknyttet store husdyrbrug', men da eksisterende landbrug andre steder også har ret til at få godkendt udvidelser, er udpegningen af positivområder 'reelt uden betydning', hedder det i henvendelsen.
Miljøministeren har i forvejen sammen med indenrigsminister Astrid Krag (S) for nylig modtaget en lignende henvendelse fra Holbæk Byråd, der har aktiveret udfordringsretten. Her er forslaget todelt, nemlig enten ligesom Esbjerg ønsker det en ændring af husdyrbrugsloven, så kommunen har en faktisk mulighed for at tage lokale hensyn, eller alternativt at staten overtager sagsbehandlingen, så kommunen slipper for at skulle stå på mål for noget, den ikke har reel indflydelse på.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.