
ESBJERG / VARDE: Et dansk selskab kommer nu med en løsning på, hvordan man kan gemme grøn strøm til senere brug. European Energy har sammen med DTU søgt støtte til et demonstrationsanlæg i Esbjerg fra Horizon 2020, EU's program for forskning og innovation.
I Esbjerg håber man at skulle huse GigaStorage, oplyser Jesper Frost Rasmussen (V), 1. viceborgmester og direktør for Din Forsyning, der leverer vand og varme samt håndterer spildevand og affald for borgerne i Esbjerg og Varde kommuner.
Selskabet har søgt patent på en metode, GigaStorage, der skal løse et af de store problemer i den grønne omstilling væk fra kul, olie og gas: Hvordan lagrer man klimavenlig strøm fra vedvarende energikilder?
- Selskabet har siden 2004 udviklet eller opført vind- og solcelleparker i 12 europæiske lande for næsten 7,5 mia. kr. Perspektivet i dette er, at vi hurtigt kan skære ned på de fossile brændsler, som vi stadig gør stor brug af. Det samme gælder den store import af biomasse som flis og andet, oplyser adm. direktør Knud-Erik Andersen.
Løsningen består i at sende strøm fra møller og solceller gennem varmepumper eller elkedler. Så kan strømmen opvarme vandet i 20 meter dybe bassiner, når elprisen er lav, og flere måneder senere kan vandet bruges til fjernvarme.
Varmetabet hen over sæsonen er lavt, maksimalt 20 pct. Og da to tredjedele af befolkningen er tilsluttet fjernvarmenettet, kan størstedelen af danske forbrugere med tiden få billig og helt CO2-fri fjernvarme.
Ingen øvre grænse
- Der er ingen øvre grænse for, hvor store anlæg vi kan bygge. Vi får en reguleringsmulighed, vi har savnet i Danmark, siger Knud-Erik Andersen.
Esbjerg kan blive det første sted, hvor GigaStorage rulles ud i et anlæg i stor skala om to-tre år. Teknikken er allerede delvist afprøvet i mindre skala i projekter i Vojens og Gram.
- GigaStorage kan vende udviklingen. Dette virker til at kunne blive en 'game changer' i energipolitikken, så man virkelig kan få kædet systemerne sammen. Det er rigtig interessant for os i Esbjerg og vil helt sikkert også være det i resten af landet og resten af verden, hvis det lykkes at få systemet kommercialiseret, siger viceborgmesteren.
I dag har Esbjerg så megen overskudsvarme fra sit forbrændingsanlæg, at man til tider må sende den direkte ud i Vadehavet. Det vil GigaStorage også kunne ændre på.
- Så kan vi fortrænge noget kul og erstatte det med 100 procent grøn energi. Det betyder billigere varmeregning, siger Jesper Frost Rasmussen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.