
120 brandfolk kæmpede uafbrudt i tre døgn med at slukke ilden, da der sidste år udbrød en stor naturbrand på Randbøl Hede mellem Vejle og Billund. Da den sidste ild var helt slukket, var ca. 410 ha skov og natur brændt af herunder 350 ha statsejede hedearealer, som Naturstyrelsen forvalter.
Branden efterlod godt to tredjedele af Randbøl Hede helt sort. Mens der hurtigt spirede grønt græs frem igen blot en uge efter branden, går der fortsat nogen tid, før hedelyngen og andre hedeplanter igen dækker området.
- Siden branden har naturen fået lov at gå sin gang, og vi har ikke fjernet noget af det brændte. Lyngens frø ligger i jorden, så det ser bestemt ikke sort ud, selvom store områder fortsat er sorte efter branden. Heden har godt af at blive brændt af engang imellem. Det fjerner nærringsstoffer og holder græsser som blåtop i skak, så de ikke udkonkurrer lyngen og andre hedeplanter, vi gerne vil passe på, da heden er en værdifuld naturtype, siger skovrider Inken Breum Larsen fra Naturstyrelsen Trekantsområdet.
Myrer overlevede
Selvom græsset hurtigst spirede efter branden, har ilden været med til at svække tuerne med blåtop. Og for at forstærke effekten, har Naturstyrelsen igen i dette forår haft fat i ilden som redskab. Ca. 145 hektar blev brændt over to dage i marts.
- Man skal ikke spøge med naturbrande, hvor der er voldsomme kræfter på spil. Men under kontrollerede forhold er ild et vigtigt redskab til at bevare hederne. Når der gennemføres kontrollerede afbrændinger om foråret, gør vi det inden den 1. april, da dette mindsker risikoen for at brænde f.eks. krybdyr, insekter og jordrugende fugle,siger Inken Breum Larsen.
Aarhus og Københavns Universiteter er i gang med at undersøge naturbrandens virkning på hedens flora og fauna, og hvordan flora og fauna genindvandrer på de brændte arealer. Københavns Universitet undersøger blandt andet myrernes overlevelse efter branden. De første undersøgelser viste, at mange myrer overlevede branden i deres tuer under jorden. Efterfølgende er der dog mange myretuer, som er døde, da der har været for langt til fødekilder på de store brændte arealer. Herudover bliver der også undersøgt, hvordan biller genindvandrer på den brændte del af heden, som stadig er meget bar for vegetation.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.