
MIDTJYLLAND: For få gennemfører en erhvervsuddannelse, virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft og for mange unge falder uden for både uddannelsessystem og arbejdsmarked. Det er baggrunden for, at Region Midtjylland nu lægger op til at prioritere 20,9 mio. kr. fra EU's socialfondsmidler til tre overordnede indsatser, oplyser regionen.
Uddannelsesinstitutioner i Region Midtjylland, der kan og vil drive et socialfondsprojekt, har dermed nu mulighed for at ansøge om en operatørrolle.
- Pengene fra Socialfonden giver mulighed for at løfte indsatser op på et niveau, hvor de for alvor kan gøre forskel. Det er der brug for. Vi har for mange unge, der ender uden hverken job eller uddannelse, og vi har for få, der har de kvalifikationer, virksomhederne skal bruge. Hvis vi ikke får ændret den tendens, er det katastrofalt for både de unge, for arbejdsmarkedet og for samfundsøkonomien, siger formand for regionsrådets udvalg for Regional Udvikling, Bent Graversen (V).
Regeringen gav i 2020 regionerne indstillingsret over 20 pct. af socialfondsmidlerne. Region Midtjyllands andel er på i alt 29,3 mio. kr. fra 2021-2027, og det er således en stor del af disse midler, der nu bringes i spil. Den regionale uddannelsespulje skal medfinansiere indsatserne med op til 21,4 mio. kr. mens ansøgere til midlerne selv skal medfinansiere med op til 10 mio. kr.
Dermed er der en mulig budgetramme på i alt cirka 52 mio. kr., der fordeles på tre indsatser: op til 33 mio. kr. til fastholdelse af udsatte unge på erhvervsskolerne, op til 14 mio. kr. til en indsats, der skal sikre flere faglærte på velfærdsområdet samt op til 5 mio. kr. til opkvalificering af undervisere inden for det såkaldte STEM- område - teknologi, IT, naturvidenskab og matematik.
Bygger på gode erfaringer
Når mulige operatører har ansøgt, træffer regionsrådet beslutning om indstilling af projekterne. Herefter er det Erhvervsstyrelsen, der træffer den endelige afgørelse. Ambitionen er, at de første midtjyske projekter starter i løbet af 2022.
Målet er indsatser, der samler aktører på tværs af både fagligheder og kommunegrænser og baserer sig på samarbejde mellem erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og andre aktører på området.
- Fremtidssikrede uddannelser og kompetenceløft af befolkningen er et centralt spor i regionens udviklingsstrategi, og netop på uddannelsesområdet har regionen gode erfaringer fra tidligere med at bringe socialfondsmidler i spil. Det kan løfte indsatserne, så vi både skaber hurtige resultater, men også styrker de partnerskaber, der bliver afgørende for at vende udviklingen, siger næstformand for udvalg for Regional Udvikling, Henrik Qvist (EL).
Det er forventningen, at regionsrådet kan behandle de første indstillinger af Socialfondsprojekter i august.
- Regeringen besluttede i 2020, at rtegionerne skulle have indstillingsret over 20 pct. af EU's socialfondsmidler i perioden 2021-2027 til styrkelse af regionernes arbejde med ungdomsuddannelse.
- Indsatsen skal være supplerende og understøtte det arbejde regionerne i forvejen støtter via uddannelsespuljen, og gennemføres i henhold til samme lovgivning.
- I alt tildeles Region Midtjylland 29,3 mio. kr. fra Socialfonden.
- Af de midler sætter regionsrådet nu 20,9 mio. kr. fra socialfonden i spil. Den regionale uddannelsespulje medfinansierer med maksimalt 21,4 mio. kr. mens ansøgerkredsen selv skal medfinansiere med 10 mio. kr.
- Regionsrådet prioriterer ansøgninger, hvor et bredt partnerskab samarbejder om løsning af aktuelle udfordringer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.