dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

EU's regler for statsstøtte lempes for havne og lufthavne

Det offentlige må fremover putte flere penge i havne, lufthavne og sportsarenaer uden at spørge EU-Kommissionen om lov først

EU-landene kan i fremtiden pumpe flere offentlige penge i havne og regionale lufthavne uden at spørge om lov i Bruxelles først. Det fremgår af en ny forenkling af reglerne for statsstøtte, som EU-Kommissionen har vedtaget onsdag.

Målet er at fremme offentlige investeringer, der skaber job og vækst, uden at det skader konkurrencen i EU.

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, mener, at de nye regler vil spare tid og bøvl i medlemslandene.

- Det vil også give EU-Kommissionen mulighed for at fokusere på den statsstøtte, der har mest betydning for konkurrencen på det indre marked, siger Vestager.

Tilskud til lufthavne uden at spørge
EU-landene kan fremover foretage offentlige investeringer i regionale lufthavne med under tre millioner passagerer om året uden at skulle indhente tilladelse på forhånd. Til sammenligning er Billund Lufthavns passagerterminal designet til at kunne rumme 3,5 mio. passagerer om året.

- Det vil fremme offentlige investeringer i mere end 420 lufthavne over hele EU, skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

De nye regler omfatter dog ikke lufthavne, der ligger under 100 kilometer eller en times rejse fra en anden lufthavn.

Forenklingen af reglerne giver også offentlige myndigheder lov til at dække omkostningerne ved drift af små lufthavne med op til 200.000 passagerer om året.

Små lufthavne udgør næsten halvdelen af alle lufthavne i EU målt i antal. Men de tegner sig kun for 0,75 pct. af trafikken.

- Selv om de kan give et vigtigt bidrag til forbindelserne i en region, vil de næppe forvride konkurrencen på EU's indre marked, skriver EU-Kommissionen.

Må pumpe en mia. kr. i en havn
Der må pumpes op til 150 mio. euro (1,125 mia. kr.) i offentlige investeringer i havne, der ligger ud til havet, uden at spørge først.

På samme måde må det offentlige investere op til 50 mio. euro (375 mio. kr.) i indre havne.

Også reglerne for støtte til kulturprojekter og multiarenaer til sport bliver lempet. Her kan det offentlige fremover hjælpe mere uden at bede om lov først.

 

Læs mere om ændringerne her.

Ritzau/ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/eu-s-regler-for-statsstotte-lempes-for-havne-og-lufthavne

GDPR