FAABORG-MIDTFYN: En cirka 900 kvadratmeter stor sø og beplantning på 3.400 kvadratmeter ved Hågerup Å nær landsbyen Espe bliver der alligevel ikke noget af, selvom Faaborg-Midtfyns Kommune havde givet lov. Miljøklagenævnet har underkendt kommunens afgørelse.
Ansøgningen om at etablere søen kom fra beboerne på en ejendom i området, der ifølge sagsfremstillingen er et let kuperet, åbent og uberørt ådalslandskab med opdyrkede marker og spredt bebyggelse. Udover en sø ville ejerne beplante to områder på henholdsvis 1.800 og 3.400 kvadratmeter inden for åbeskyttelseslinjen.
Kommunen afslog at beplante det lille område, men sagde ja til både søen og det større område på betingelse af ikke at beplante på selve ådalsskrænten og at fjerne det opgravede materiale helt eller sprede det i et 30 centimeters lag. Ejerne fik også nej til andehuse og hegn samt udsætning af fugle, fisk og andre dyr i søen.
Danmarks Naturfredningsforening klagede over tilladelsen og kunne ikke se de særlige omstændigheder, der ellers skal til for at dispensere og dermed lempe en ellers restriktiv håndhævelse af åbeskyttelseslinjen. Foreningen holder sig til, at søer i ådale generelt er uønskede, og at Hågerup Å, der løber til Odense Å, er en del af et Natura 2000-område.
Miljøklagenævnet hældede mest til naturfredernes synspunkter og lægger i sin afgørelse vægt på, at Faaborg-Midtfyns dispensation vil kunne medføre en uønsket præcedensvirkning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.