Femern-forbindelsen kommer. Men den bliver flere år forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan og vil først stå færdig omkring 2028-2030.
Sådan lød det fra såvel transportminister Hans Chr. Schmidt (V) som partierne bag Femern-projektet, da de torsdag havde fået en grundig gennemgang af det enorme projekt, udarbejdet af revisionsfirmaet Ernst & Young.
Sænketunnelen under Femern Bælt kan ifølge et revideret budget blive et par milliarder kroner billigere end i de værste scenarier, der har været fremme.
7 mia. kr. mindre
Økonomien ser nu rimelig ud, lyder vurderingen fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det ny anlægsbudget for kyst til kyst-forbindelsen ligger omkring 52,6 mia. kr., der hentes ved brugerbetaling.
Kim Christiansen, transportordfører fra DF, er mere beroliget over økonomien.
- Prisen er faldet med 7 mia. kr., og så har vi lagt fire mia. kr. mere i reserverne. Så det ser ganske fornuftigt ud, sagde han.
Socialdemokraternes ordfører, Magnus Heunicke, var enig.
- Men vi kommer til at vente nogle år med at få sat spaden i jorden, sagde han.
Med en anslået tilbagebetalingstid på 36 år mod hidtil 39 år mener Heunicke, at man er på den sikre side.
- Tunnelen skal jo holde i langt over 100 år, pointerede han.
2018 eller 2020
Men det er samtidig klart, at arbejdet tidligst kan gå i gang hen ad 2018 eller 2020. Det skyldes den manglende tyske miljøgodkendelse.
Ifølge Hans Chr. Schmidt vil det kræve hårdt arbejde at få Tysklands godkendelse af det enorme anlægsarbejde i hus.
- Der skal holdes en fast hånd hele tiden, for den myndighedstilladelse er ikke noget, der bare lige kommer. Der skal kæmpes for det. Jeg skal på mandag mødes med den tyske minister for femte gang på syv måneder, og det skal blive ved, siger ministeren.
Partierne bag aftalen mødes igen 1. marts. Her skal de også diskutere den kritik, som Ernst & Young retter mod bestyrelsen i Femern A/S.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.