
HORSENS: Horsens Kommune skal nu i gang med et stort vandløbsprojekt i Klosterkæret ved Klostermølle. Det er for at give endnu bedre levevilkår for fisk og andre smådyr. Her skal vandet fra Gudenåen føres tilbage til sit oprindelige åløb, så fiskene kan svømme frit op og ned ad åen. Kommunen har ambitioner om, at projektet skal resultere i et område med en helt ny naturtype - ferskvandsdelta - oplyser kommunen.
Projektet udspringer af statens vandområdeplan for Randers Fjord. Ifølge planen skal kommunerne langs Gudenåen sørge for, at fisk og andre levende organismer har fri passage i åen. Kommunen slår i den sammenhæng to fluer med ét smæk og vil samtidig sikre en dynamisk, varieret og artsrig natur i området.
Passagen op gennem Døde Å til Gudenåens øvre løb skal forbedres for at give laksefisken bedre muligheder for at yngle. Det gøres ved at udvide og uddybe Døde Å. Men det er ikke kun laksefisk, der vil nyde godt af de nye forhold.
Bedre grobund
- I forbindelse med at vi uddyber Døde Å, sikrer vi samtidig, at det sand, som vandet fører med sig, naturligt vil blive aflejret på områder, som i dag ofte er oversvømmede og meget våde. Dette vil danne bedre grobund for mange plantearter, siger biolog Simon Marsbøll fra kommunens Natur og Miljøafdeling og tilføjer:
- Hvis det hele lykkes, vil Klosterkæret blive omdannet til et ferskvandsdelta. Et delta er kendetegnet ved stor dynamik, hvor mange arter af både planter og dyr kan leve. Det vil være helt unikt at genskabe et ferskvandsdelta her.
Horsens Kommune sætter med projektet fokus på, at området omkring Klostermølle er et unikt sted, hvor naturen er i en positiv udvikling. Tranerne yngler derude igen for første gang i nyere tid. Og blandt andet den lille hvide blomst kæruld, som kun vokser i gode naturområder, har bredt sig meget i området inden for det seneste halve år.
Det har hele tiden været afgørende for projektet, at lodsejerne er med på ideen. Kommunen har været i dialog med alle de berørte lodsejere – og alle bakker op om projektet. Derudover har kommunen fået bevilget penge fra staten til at gå i gang.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.