
Findes der mon strandtudser ved Svaneke, er der stor vandsalamander i Alken Enge, og hvilke beskyttede plante- og dyre arter finder man egentlig på den omdiskuterede Amager Fælled?
Et netop søsat digitalt værktøj - Danmarks Naturdata - fra Miljøstyrelsen gør det nemt at finde svar og yderligere information om den slags spørgsmål. Her præsenteres alle de oplysninger om naturen, som Miljøstyrelsen og kommunerne hvert år indsamler, oplyser KL.
På Danmarks Naturdata kan man vælge 'søg arter' og finde alle de planter og dyr, der er registreret inden for et bestemt område. Man definerer området, man vil udforske, vælger mellem bl.a. fredede arter, rødlistearter og invasive arter, og trykker 'søg'. Så svarer programmet med en liste over planter og dyr, der er fundet i området, og kan præsentere de eksakte data for den pågældende observation.
Med funktionen 'søg naturregistreringer' kan man finde natur som heder, overdrev eller enge i et område, man vil besøge. Hvis man klikker på en af arterne i listen, dukker findestedet op med en knappenål på kortet. Man kan få detaljer om fundet ved at klikke på knappenålen.
Målgruppen for Danmarks Naturdata er borgere, landmænd, universiteter og sagsbehandlere i kommunerne.
- Danmarks Naturdata er et nyt stærkt redskab for myndigheder, men også for landmænd og andre ejere af natur, der fremover nemmere kan få overblik over, hvor der er beskyttede arter i landskabet, siger Erling Friis Poulsen, afdelingschef i KL.
Danmarks Naturdata trækker på mere end ca. 633.000 registreringsskemaer, der samlet indeholder omkring 7.000.000 artsfund samt en lang række andre overvågningsdata, der er gemt i Danmarks Miljøportal. Oplysningerne stammer fra statens overvågning af naturen og de kommunale § 3-besigtigelser.
Danmarks Naturdata er udviklet af Miljøstyrelsen, kommunerne og Danmarks Miljøportal.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.