
LOLLAND / LANGELAND: De fire kommuner Langeland, Svendborg, Guldborgsund og Lolland var på Folkemødet på Bornholm gået sammen med Rederiet Færgen og Femern Bælt A/S om at promovere deres fælles projekt: En hurtigforbindelse mellem Spodsbjerg og Tårs.
I efteråret konkluderede en rapport fra Transportministeriet, at der er store samfundsøkonomiske gevinster ved at bygge en fremskudt færgehavn ved Tårs og dermed halvere sejltiden, oplyser TV2 Fyn.
Rapporten var baseret på et anlægsoverslag fra Svendborg Kommune, som tidligere har vurderet, at det vil koste 576 mio. kr. at gennemføre projektet. Efterfølgende blev der i forbindelse med finansloven sat penge af til en mere grundig analyse af projektet.
Overfarten tager i dag 45 minutter, men ved at bygge en fremskudt færgehavn i det lavvandede område tre kilometer uden for Tårs, behøver færgerne ikke at sænke farten, og dermed kan overfartstiden mere end halveres til 20-22 minutter.
Det vil skabe mulighed for halvtimesdrift mellem landsdelene og aflaste Storebæltsforbindelsen, hvor trafikken i disse år er i stigning på grund af lavere brotakster, er synspunktet fra kommunerne.
Job og bolig på hver sin side
Ifølge Guldborgsund Kommune vil en optimering af Rute 9 - fra Sydfyn over Langeland til Lolland-Falster - have stor betydning for områdets arbejdsmarked og turisme.
En hurtigere forbindelse vil kunne skabe et sammenhængende arbejdsmarked på tværs af Langelandsbæltet og give bedre muligheder for arbejdskraft til virksomheder og flere jobmuligheder for dem, der er bosat i området.
Med en halvering af transporttiden mellem de to landsdele vil det være realistisk at bo på den ene side og arbejde på den anden side og dermed bliver det mere attraktivt at bosætte sig eller at åbne virksomhed i området, lyder det fra Guldborgsund.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.