
Danske virksomheder skal hurtigere kunne ændre eller øge produktionen uden at skulle gennem en tidskrævende miljøgodkendelse. Miljøminister Ida Auken (SF) lægger nu op til en modernisering af dele af miljøgodkendelsessystemet:
- I dag er det en vigtig konkurrenceparameter, at virksomhederne kan omstille produktionen hurtigt, og det vil vi gøre så nemt som muligt. Vi vil gøre livet nemmere for virksomhederne. De skal selvfølgelig stadig leve op til miljøkravene, men virksomhederne får nu hurtigere og mere fleksible miljøgodkendelser. Vi vil fremover basere tilladelserne på, hvad virksomhederne udleder til vand, luft og natur og ikke hvor mange liter mælk, der produceres, eller hvor mange svin der slagtes.
Væk med produktionsloft
Virksomheders godkendelse skal med virkning fra 2015 som udgangspunkt baseres på udledning frem for på produktionslofter. Eksempelvis skal et mejeri kunne udvide produktionen af mælk, så længe virksomheden ikke udleder mere spildevand. Ændringen får betydning for alle virksomheder, der skal have miljøgodkendelse, undtagen for husdyrbrug.
For det andet skal virksomhedernes godkendelser være mere langtidsholdbare, så godkendelserne også rummer projekter, som virksomheden planlægger at gennemføre inden for en årrække. Ændringerne gennemføres i samarbejde med kommunerne, der har ansvaret for de fleste virksomhedsgodkendelser.
På sigt er det regeringens plan, at fire ud af fem miljøgodkendelser skal kunne undværes. Regeringen ønsker et mere fleksibelt og hurtigere system, og derfor sætter miljøministeren en analyse i gang, der skal være færdig inden 2015.
Der er i dag ca. 5.800 danske virksomheder, som skal have en miljøgodkendelse, inden de kan gå i gang med at producere eller foretage større ændringer i produktioner. Der udarbejdes årligt 500 nye godkendelser. De 800 største virksomheder skal have en individuel miljøgodkendelse, men sagsbehandlingen vil kunne lettes for hovedparten af de 5.000 resterende virksomheder.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.