FOLKETINGET: Det bliver muligvis en anelse billigere at varme huset op med fjernvarme, varsler energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). Han er nemlig blevet enig med De Radikale, Socialdemokraterne, SF og Konservative om en aftale, der skal sikre en mere effektiv fjernvarmesektor.
I dag er det ifølge ministeriet sådan, at fjernvarmeselskaberne kan sende omkostningerne videre til varmekunderne, uanset hvor effektive selskaberne selv er.
Det bliver der lavet om på, så fjernvarmeselskaberne fremover får en fast omkostningsramme. Målet er at spare en halv milliard kroner i 2020, og det skal komme fjernvarmekunderne til gode.
- Det skal selvfølgelig fordeles på samtlige fjernvarmekunder. Der er mere end en million fjernvarmekunder, men det betyder alligevel en gennemsnitlig besparelse per husstand på mellem 300 og 400 kr. Det synes jeg, er rigtig flot, siger Lilleholt.
Den nye regulering vil ifølge ministeren betyde, at selskaberne skal producere det samme, bare bedre og billigere. Han kan ikke se nogen ulemper ved aftalen.
- Hvis man bare kan spare en halv milliard kroner, uden at det har negative konsekvenser, virker det som om, det har været en ineffektiv sektor. Er det tilfældet?
- Nej. Det handler om, at vi hele tiden bliver mere og mere effektive. Ny teknologi hjælper fjernvarmeværkerne på vej, og det samme gør anderledes måder at drive værkerne på, så vi hele tiden optimerer driften, siger Lars Christian Lilleholt.
Ikke ene faktor
Ifølge ministeriets udregninger vil det give en årlig besparelse på 300 kr. for et gennemsnitligt parcelhus. For store erhvervskunder vil besparelsen komme op på mellem 65.000 og 125.000 kr. om året, vurderes det.
Inden man som husejer kaster sig ud i overvejelser om, hvad de 300 kr. skal bruges på, skal man være opmærksom på, at der er tale om besparelser i forhold til, hvordan prisen ellers vil have udviklet sig.
Der er ikke nødvendigvis tale om, at priserne i fremtiden bliver lavere, da priserne også påvirkes af en lang række andre forhold som for eksempel brændselspriser, generel inflation og lignende, understreger ministeriet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.