
HOVEDSTADEN: Et nyt udvalg skal nu finde muligheder for at øge fremkommeligheden på gennemgående veje og i større trafikale korridorer i hovedstadsområdet. Udvalget skal have særligt fokus på optimering af og sammenhæng mellem trafiksignaler, lyder det fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Samordning af trafikstyring på tværs af kommunegrænser er et relativt simpelt værktøj til at nedbringe den tid, bilister holder i kø på de større veje i hovedstadsområdet. Det var en af konklusionerne i rapporten fra ekspertudvalget for fremtidens mobilitet. Derfor nedsætter ministeren nu et fremkommelighedsudvalg, som skal arbejde på tværs af de statslige og kommunale niveauer. Udvalget skal blandt andet undersøge konkrete tiltag for optimering og samordning af trafiksignalerne.
Fremkommelighedsudvalget for hovedstadsområdet kommer foruden Vejdirektoratet til at bestå af politiet, Movia og en række kommuner; København, Frederiksberg, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Glostrup, Rødovre, Hvidovre, Herlev, Brøndby, Albertslund, Ballerup, Høje Taastrup, Vallensbæk, Ishøj og Tårnby.
- Der er gode trafikale gevinster at hente, hvis de kommunale vejmyndigheder i højere grad samarbejder på tværs. Det er der ikke krav om i dag. Men hvis kommunerne fremover optimerer og samordner trafiksignalerne på tværs af kommunegrænser, særligt på større indfaldsveje og centrale korridorer, med eksempelvis grønne bølger og mere grøntid i de perioder, hvor der er mest trafik, vil fremkommeligheden for bilisterne blive bedre, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).
Fremkommelighedsudvalgets endelige rapport forventes overleveret til ministeren i januar 2019.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.