dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Thomas Borberg, Polfoto.

Fondspenge skal redde Læsøs sidste tanghuse

De enestående tanghuse på Læsø får nu en håndsrækning på 19 mio. kr., der skal sikre et antal bygninger nyt tag af ålegræs og dermed redde øens særprægede kulturmiljø
8. MAJ 2015 13.32

LÆSØ: En donation på 19 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er med til at sikre Læsøs internationalt anerkendte kulturarv med de enestående huse med tangtage, oplyser Kulturstyrelsen.

- Læsø er meget taknemmelig for den store donation. Udover lokale arbejdsopgaver vil det betyde, at øens omdømme som en ganske særlig ø med en unik kulturarv styrkes, og det giver stolthed, udvikling og flere turister, siger Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen (V).

Initiativtagerne har bedt Kulturstyrelsen om at lede projektet, hvis det ville lykkes at finde penge til bevaringsprojektet 'Tængede tage på Læsø'. Og det er nu lykkedes. Der vil blive nedsat en arbejdsgruppe, som skal klarlægge den måde, midlerne fordeles på.

Det er foreningen 'Tanghusene på Læsø-ejerforeningen af 2014', Læsø Kommune, Læsø Turist- og Erhvervsforening og Læsø Museum der er gået sammen om at sikre husene, det specielle håndværk, viden om kulturhistorien og vedligehold af bygningerne. 

Også håndværket skal bevares
- Læsø er eneste sted i verden, hvor man finder det særlige håndværk tængning til konstruktion af de metertykke tangtage med ålegræs. Med fondsbevillingen kan vi ikke alene bevare de enestående tanghuse, men også sørge for, at håndværket lever videre til næste generationer, siger formanden for 'Tanghusene på Læsø', museumsleder Simon Kyhn-Madsen.

Kontorchef Jesper Dahl, Kulturstyrelsen, deler glæden:

- Vi er glade for at blive inviteret til at hjælpe med til at bevare det særlige kulturmiljø. Vi har erfaringer fra et pilotprojekt med istandsættelse af vores eget tanghus, Andrines Hus, og har med hjælp fra Center for Bygningsbevaring i Raadvad kortlagt og beskrevet samtlige tanghuse på øen og udarbejdet strategier for bevaring, så vi er meget parate til samarbejdet.

mk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/fondspenge-skal-redde-laesoes-sidste-tanghuse

GDPR