dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

Forberedt på bøder i bjørneklo-kampagne

Egedal Kommune vil i yderste konsekvens politianmelde de grundejere, der - efter yderligere varsler - ikke får fjernet planten
11. JUL 2012 9.49

EGEDAL / HØRSHOLM: Østre Landsret stadfæstede i sidste måned, at Hørsholm Kommune var i sin gode ret til at stange en bøde på 29.500 kr. ud til en borger, der ikke sørgede for at bekæmpe den invasive plante i et udpeget indsatsområde.

Nu sætter en anden nordsjællandsk kommune gang i sådan en manøvre, hvor der er registreret bjørneklo på 429 forskellige arealer, og hvor borgere og virksomheder nu har fået et brev om deres pligt til at fjerne planterne på egne private arealer.

'Du kan stadig nå at forhindre planterne i at sætte frø i år, hvis du gør noget i løbet af de næste par uger og allersenest 1. august', står der i brevet.

Kommunalbestyrelsen har afsat en mio. kr. om året til projektet, hvor kommunen - i samarbejde med entreprenører - også selv gør en aktiv bekæmpelsesindsats på over 20 offentlige arealer og langs flere veje og stier. En række kommunale arealer med bjørneklo er eksempelvis blevet indhegnet, så får og kreaturer kan få lov til at spise planten.

- Lige nu er den mest enkle og effektive metode at hugge den blomstrende skærm af planten med en skarp le eller machete, så den ikke kan nå at sætte nye frø i august. Det er relativt let, men man skal passe på med at komme i berøring med plantesaften, der virker som solfaktor minus 50 på huden, siger projektleder Benjamin Dyre.

Han understreger, at det er nødvendigt at vende tilbage til området og fjerne mindre 'panikskud' fra de nedlagte planter.

egedalkommune.dk/bjørneklo kan borgerne få gode råd og vejledning til sikker bekæmpelse af bjørneklo - og hjælpe til med at kortlægge, hvor der gemmer sig områder med bjørneklo.

Kommunen overvåger, om bjørnekloen bliver bekæmpet på de registrerede arealer og vil i yderste konsekvens politianmelde de grundejere, der - efter yderligere varsler - ikke får fjernet planten.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/forberedt-paa-boeder-i-bjoerneklo-kampagne

GDPR