
Flex-el, variabel el og grøn el. Elselskabernes produktnavne er svære at afkode. Det skyldes blandt andet, at sammenlignelige produkter bliver kaldt forskellige navne på tværs af selskaber.
Derfor bør branchen standardisere og forsimple forbrugernes elregninger. Det mener Forbrugerrådet Tænk, der i et nyt udspil giver 20 forslag til bedre vilkår for el-, gas- og fjernvarmekunder.
- Energimarkedet er meget svært at agere på for forbrugerne. Det er vigtigt, at der bliver lavet nogle strukturelle ændringer, siger direktør i Forbrugerrådet Tænk Mads Reinholdt.
I et forslag lyder det, at regningerne kun skal indeholde de vigtigste nøgleoplysninger, herunder spottillæg per kilowatt-time, der muliggør reel sammenligning på tværs af elselskaberne.
Derudover skal detaljerede forbrugs- og prisoplysninger være lettilgængelige for eksempel via elselskabernes selvbetjeningsløsninger.
Baggrunden for Forbrugerrådets udspil er tal fra Ankenævnet på Energiområdet og fra Forbrugerrådet. De viser en stigning i klagesager over energiselskaber. I Ankenævnet på Energiområdet oprettede man 428 sager i 2022. I 2021 blev der oprettet 186 sager, oplyser Forbrugerrådet Tænk.
Green Power Denmark: Gode og dårlige elementer
Interesseorganisation for hovedparten af den danske elproduktion, Green Power Denmark, forholder sig blandet til Forbrugerrådets udspil. Det fortæller afdelingschef i Green Power Denmark Martin Dam Wied.
- Der er gode elementer, og der er elementer, som vi ikke tror hjælper. Grundlæggende er det godt, at der kommer fokus på det, siger han.
Det er blandt andet forslaget om at standardisere betegnelserne for elprodukter på tværs af selskaber, der vækker bekymringer hos interesseorganisationen.
- Hvis man låser markedet for meget, er der ikke mulighed for, at selskaberne kan lave nye produkter, som kan komme kunderne til gode, siger Martin Dam Wied.
Forbrugerrådet vil have hårdere konsekvenser regelbrydende elselskaber
Den betragtning er Forbrugerrådet Tænk ikke enig i.
- Det er betegnelserne, der skal standardiseres, ikke produkterne. Det vil stadig være muligt at opfinde nye produkter. Men vi er nødt til at sige, at man ikke kan opfinde uanede produkter på elmarkedet, siger Mads Reinholdt.
Forbrugerrådet foreslår også, at der skal søges bevilling til at oprette og drive elselskaber. Det vækker skepsis hos Green Power Denmark.
- Vi tror mere på opfølgning og at sikre, at dem, der ikke overholder reglerne, bliver straffet, ellers er der risiko for, at der kommer til at være for få spillere på markedet, siger Martin Dam Wied.
Forbrugerrådet er også tilhænger af hårdere konsekvenser over for de elselskaber, der bryder med reglerne på markedet. Rådet mener dog ikke, at det kan stå alene.
- Der er også brug for kontrollen. Ellers risikerer vi, at vi først kan gøre noget ved det, når skaden er sket. Det ser vi allerede i dag med mange konkurser, fusioner og handler, siger Mads Reinholdt.
I næste uge fremsættes et lovforslag på området. Det skriver klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) til Jyllands-Posten. Det skal indføre mulighed for fængselsstraf ved grove og systematiske overtrædelser af markedsføringsloven.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.