
SLAGELSE: Slagelse Kommune har nu indgået forlig med Halsskov Maritime By ved Thomas Lund, lyder det fra kommunen. Tilbage i 2010 ophævede kommunen aftalen med firmaet, der ikke kunne realisere de oprindelige planer i det gamle havneområde, som blev overtaget i 2007. Dengang hed det, at grunden snarest skulle tilbageskødes. Det blev så fire år senere.
Forliget medfører, at grunden, der skulle rumme et større boligprojekt, tilbageskødes til kommunen, der så får 100 pct. råderet over grunden. I forliget på ca. 15 mio. kr. indgår en forligssum samt kommunens købesum for tilbagekøb af grunden.
Begge parter har tabt
- Denne sag har været langvarig og har kørt siden 2010, og den har på intet tidspunkt været en vindersag for nogen af parterne. Set i forhold til de modkrav, som vi har været forelagt gennem den igangværende retssag, har vi valgt at indgå forlig, fortæller borgmester Stén Knuth (V).
- Dette netop for ikke at ende i en langvarig retssag, hvor der sandsynligvis ikke kommer bygninger på området, uanset om kommunen vinder eller ej. Med forliget kan vi disponere over grunden, og vi kan tænke området ind i kommende udviklingsplaner for Halsskov. Det har været afgørende for kommunens forhandlinger om en forligsløsning, at summen afspejler den værdiforøgelse, der er sket på grunden i den tid, hvor grunden har været i Halsskov Maritime By besiddelse og ejerskab, siger Stén Knuth.
Grunden er delvist opryddet, og der er gennem årene lavet en del arbejde, som har tilført grunden en værdi i forhold til anvendelse indenfor lokalplanens rammer. Der er lavet nødvendige miljøundersøgelser, der er fjernet bygninger, tankanlæg og underjordiske rørføringer. Endvidere er der nedbrudt og fjernet store mængder af beton, som efterfølgende vil kunne anvendes af kommunen i forbindelse med vejanlæg.
Slagelse Kommune indgår denne forligsløsning med hjemmel i kommunalfuldmagten. Forligsløsningen betyder samtidig, at retssagen er afsluttet med øjeblikkelig virkning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.