
AALBORG: En ny tunnelløsning under Limfjorden ved siden af den nuværende i Aalborg vil være fire gange bedre samfundsøkonomisk end den forbindelse over øen Egholm vest for byen, som et flertal i Folketinget har besluttet.
Det konkluderer Anker Lohmann-Hansen og Kaj A. Jørgensen, som begge er lektor emeritusser ved Aalborg Universitet.
På basis af nye opdaterede tal fra Vejdirektoratet har de regnet sig frem til, at et ekstra tresporet tunnelrør umiddelbart øst for den nuværende tunnel eller en cityforbindelse med 2+2 spor umiddelbart vest for den nuværende tunnel sandsynligvis kan give en samfundsøkonomisk gevinst på omkring 2 mia. kr. og en intern rente på cirka 5 pct.
Det er væsentligt bedre end Egholm-forbindelsen, som har en beregnet samfundsøkonomisk gevinst på 465 mio. kr. og en intern rente på 3,5 pct. - lige netop den nedre grænse for acceptabel samfundsøkonomisk gevinst.
En udvidelse af E45 med ekstra kapacitet i Limfjordskrydsningen vil på en mere direkte måde løse op for problemerne på E45, og effekten i forhold til Aalborg Kommunes interne vejnet er stort set uafhængig af, om den ekstra kapacitet tilvejebringes i vest eller i øst, vurderer de to forskere.
Anlægslov i 2023-2024
Alle tre muligheder har været i spil, og i 2021 besluttede et flertal i Folketinget på basis af en ny VVM-undersøgelse af Egholm-forbindelsen at vælge den. I juni sidste år blev det dog besluttet at udskyde anlægsloven til folketingsåret 2023-2024, så der bliver tid til mere detaljerede miljøvurderinger.
Men der bør også laves nye trafikøkonomiske beregninger af de tre mulige løsninger, mener de to forskere. For selv om de konkluderer, at en Egholm-forbindelse er den dårligste og dyreste løsning, understreger de samtidig, at beregningerne er forbundet med en vis usikkerhed.
De konkluderer, at en Egholm-motorvej:
- Er det dyreste projekt af alle
- Har en ringere samfundsøkonomi end alternativerne
- Løser ikke trængselsproblemerne ved Limfjordstunnelen
- Har en voldsom ødelæggende naturpåvirkning
- Har en øget oplevet støjpåvirkning i forhold til alternativerne
- Har en ringere uheldsreduktion end alternativerne, hvis man regner konkret
- Har en ringere erhvervspåvirkning end alternativerne i forhold til de mange virksomheder i Aalborg C, Aalborg Øst, Universitet/Universitetshospitalet.
Forskernes beregninger er præsenteret i to notater: Nye overvejelser 3- Limfjordsforbindelse og Tidsgevinster-Limfjordsforbindelser .
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.