NORDJYLLAND / AALBORG: 1.050 høringssvar er det blevet til i den måned, hvor et lovforslag om den tredje Limfjordsforbindelse har været i høring frem til 2. januar, oplyser Vejdirektoratet.
Forbindelsen, som er planlagt at gå via øen Egholm, er en del af Infrastrukturplan 2035, som et bredt flertal i Folketinget blev enige om i foråret. Ifølge planen skal anlægsarbejdet gå i gang i 2025.
Meningerne om forslaget har været stærkt delte, hvilket afspejler sig i det store antal høringssvar. Det er dog intet imod, da VVM-undersøgelsen for Egholmlinjen var i høring i foråret. Dengang modtog Vejdirektoratet rekordmange svar, nemlig 7.800.
Tilhængere og modstandere
Flere miljøorganisationer taler imod at lave endnu en motorvejsforbindelse. Det gælder blandt andre Noah, Rådet for Bæredygtig Trafik, Tænketanken Geohav og Dansk Ornitologisk Forening, skriver Politiken. Ikke mindst placeringen hen over den naturskønne ø vækker protester.
Omvendt kalder Nordjyllands Regionsråd den kommende forbindelse "et vigtigt projekt for nordjysk mobilitet og regional udvikling" i sit høringssvar.
Transportministeriet vil nu lave et høringsnotat til Folketinget, som sammenfatter høringssvarene og ministeriets vurdering af dem. Meningen er, at der i anden halvdel af februar skal fremsættes et forslag til lov om anlæg af den tredje Limfjordsforbindelse.
Vejdirektoratet oplyser, at et udfald på en server gav en fejlmelding tilbage til dem, der indsendte høringssvar omkring nytår, men at alle høringssvar er nået frem og journaliseret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.