Regionsrådsformand kritiserer planlagt solcelleanlæg ved sit hjem

Nyvalgt formand i Midtjylland bor lige ved siden af planlagt solcelleanlæg. Nu kritiserer han processen.
4. MAJ 2026 9.17

FAVRSKOV: Et 300 hektar stort solcelleanlæg nord for Hadsten har fået en markant kritiker.

Blot 156 meter fra solcelleprojektets grænse bor den nyvalgte formand for Region Midtjylland, Anders G. Christensen (V). Det skriver TV 2 Østjylland.

- Det bliver som at bo op ad et industriområde, siger han til mediet.

Han kalder det "fuldstændig forandrende" for området mellem Hadsten, Nørre Galten og Hadbjerg.

Regionsrådsformanden er også tidligere borgmester og byrådsmedlem i Favrskov Kommune, hvor solcelleanlægget skal ligge.

Han stiller desuden spørgsmål ved, om byrådet har det fulde overblik over konsekvenserne.

- Det bliver så voldsomt, at jeg tvivler på, at byrådspolitikerne reelt ved, hvad de har gang i, siger han til TV 2 Østjylland.

Anders G. Christensen er særligt utilfreds med, at der mangler borgerinddragelse. Han mener, problemet er, at beslutningsprocessen i praksis allerede er afgjort.

- Det, vi som borgere oplever, er, at byrådet stort set ikke er lydhør. Det er som om, beslutningen de facto er truffet, siger han.

På trods af at Anders G. Christensen er en markant politisk figur, afviser han, at hans deltagelse i debatten vil påvirke den demokratiske proces negativt.

- Jeg er altså en borger, der skal bo op ad sådan et anlæg. Hvis det betyder, at jeg ikke må udtale mig, fordi jeg er regionsrådsformand, så har vi allerede dér et demokratisk problem, siger han til TV 2 Østjylland.

Planer i flere år

Der har i flere år været planer om en solcellepark nord for Hadsten, og potentielle naboer har i den tid ikke vidst noget om projektets omfang eller konsekvenser.

Sagen er nu i en afgørende fase med en høringsperiode på otte uger. Der er planlagt et borgermøde den 20. maj, hvor borgerne kan komme til orde.

TV 2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra Favrskov Kommunes borgmester, Lars Storgaard (K). Han henviser til, at sagen aktuelt er i høring.

/ritzau/

9.30 opdateret med de sidste fire afsnit.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/regionsraadsformand-kritiserer-planlagt-solcelleanlaeg-ved-sit-hjem

GDPR