KØBENHAVN: Efter en længere proces er der trykket på den grønne knap, hvad angår en omfattende renovering af Palads-bygningen i København.
Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har torsdag stemt for lokalplanen, der åbner for en omfattende udvidelse af bygningen.
Vejen er dermed banet for, at Palads bliver udvidet med 5900 kvadratmeter. Det skal overvejende ske ved, at der bygges fem nye etager oven på den nuværende bygning.
I den nu vedtagne lokalplan lyder det, at bygningen fortsat skal huse en biograf, mens der på de øvre etager skal være et hotel. Palads-bygningen udpeges desuden som bevaringsværdig.
Undervejs i processen har forslaget været sendt i offentlig høring, hvor borgere, virksomheder og organisationer har indsendt udtalelser om for eksempel en lokalplan.
Forvaltningen modtog 3128 høringssvar om renoveringen og udbygningen af Palads. Cirka 200 af dem handlede om de nye etagers udtryk og arkitektur. En del af høringssvarene var imod mere beton og glas i bybilledet, og der blev udtrykt en bekymring for, at "en fremtidig påbygning vil fremstå grå".
Derfor er det en del af lokalplanen, at en kommende udbygning af den eksisterende bygning ikke udføres i grå nuancer.
Palads-bygningen har fungeret som biograf siden 26. januar 1918. I 1989 blev bygningens facade malet med klare pastelfarver af kunstneren Poul Gernes.
Bygningen er ejet af Nordisk Film Biografer, som i flere år har haft et ønske om, at der skulle ske en udbygning. Først var ønsket, at bygningen skulle rives ned, og der skulle bygges en helt ny bygning tegnet af arkitektfirmaet BIG, Bjarke Ingels Group.
Det forslag måtte Nordisk Film Biografer dog droppe i 2022, og efterfølgende førte en borgerinddragelsesproces til tre forslag udarbejdet af arkitektfirmaet Cobe.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










