STEVNS: Forbrugerne på Store Heddinge Vandværk på Stevns får fremover langt mindre kalk i vandet, end de er vant til. På Stevns sætter man 1. juni nemlige Danmarks første private blødgøringsanlæg igang, oplyser kommunen.
I Store Heddinge sætter kalken sig lynhurtigt i forbrugernes elkedler, vaskemaskiner og vaser, fordi vandet er hårdt og kalkholdigt. Men nu kan folk se frem til at få postevand med langt mindre kalk.
En såkaldt pellet-metode går kort fortalt ud på at få kalken til at sætte sig på små sterile sandkorn, og effekten er i bogstavelig forstand til at få øje på. Når kalken sætter sig på sandkornene, dannes der kugler af kalk, som bliver så store, at man kan fjerne dem fysisk fra vandet og stå med dem i hånden. Vandværket forventer at fjerne 60-65 tons af disse kugler om året, og på den måde sænker de vandets hårdhed fra ca. 21-23° til 10°dH.
Nogle af vandværkets forbrugere har spurgt, om metoden nu også er sikker at bruge.
- Vi tilsætter natriumhydroxid for at få kalken til at binde sig til sandkornene, og det er jo ellers helt uhørt i Danmark, at man tilsætter kemikalier i vandet på vandværket. Men der er ikke spor af natriumhydroxid i det vand, vi pumper ud til forbrugerne. Kommunen har givet os tilladelse til at gøre det, og det har de gjort, fordi sikkerheden er helt i top, fortæller Jacob Haugaard, der er salgschef i virksomheden Danwatec i Sorø, som stå bag blødgøringsanlægget.
- I Holland har man fjernet kalk ved at benytte pellet-metoden i over 10 år, fortæller Jacob Haugaard. Også formanden på Store Heddinge Vandværk, John Bøjlund, glæder sig over at anlægget på det forbrugerejede vandværk nu er i drift.
- Vores forbrugere har gået og ventet på at få blødere vand, så jeg er rigtig glad for, at anlægget nu er oppe at køre, for vi har arbejdet på det her i mere end et år. Vi vil gerne gøre det så godt som muligt for vores forbrugere, så de skal bruge mindre tid på at fjerne kalk og bruge færre penge på afkalkningsmidler. Og så er det jo også godt for miljøet, siger John Bøjlund.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.