
KØBENHAVN: En af Københavns Kommunes institutioner modtager nu fornem hæder. Restaureringen af Friluftsskolen i København er i dag blevet annonceret som vinder af Den Europæiske Kulturarvspris Europa Nostra Awards 2023, oplyser kommunen.
I år er 30 kulturarvsprojekter fra 21 lande blevet anerkendt. Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) glæder sig:
- Friluftsskolen emmer af byens sjæl, som vi skal gøre alt hvad vi kan for at bevare i byens udvikling. Det er vi lykkedes med i restaureringen, hvor bygningens sjæl er blevet værnet om - og koblet med nye, moderne funktioner, som understøtter de særlige behov, skolens handicappede børn har. Tillykke til alle parter med den velfortjente og flotte anerkendelse. Og så i året, hvor København er Arkitekturhovedstad. Det kan vi være stolte over!
Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) glæder sig også:
- Jeg er pavestolt over at en af vores københavnske skoler løber med så fornem en pris. Min ambition er, at vi i København bliver danmarksmestre i børneliv, og derfor er det vigtigt med høj trivsel og faglighed, og det er vores skolebyggerier med til at understøtte. København er en by fuld af diversitet. Når vi vælger at bygge almene skoler, der vinder priser i arkitektkonkurrencer, skal vi selvfølgelig også sørge for at vores børn, der er tilknyttet specialområdet, går i skole i indbydende og inspirerende rammer.
- Friluftsskolen i København er tegnet af den danske arkitekt Kaj Gottlob og blev bygget i 1938. Skolen er designet med fokus på lys, sundhed, frisk luft og nærhed til naturen.
- Skolen blev fredet som 1. klasses bygning i 1990 af Slots- og Kulturstyrelsen på grund af dens arkitektoniske og pædagogiske betydning.
- I dag fungerer Friluftsskolen som heldagsskole og skolefritidsordning for 38 elever med motoriske og sensoriske handicaps.
- Restaureringsprojektet for bygningen foregik fra 2019-2020 og havde til formål at balancere bevaringsværdier med de nutidige funktionelle behov for en skole for børn med motoriske handicap.
- Projektet er finansieret af forskellige forvaltninger i Københavns Kommune.
- Restaureringsteamet bestod af Københavns Kommune som bygherre, totalrådgiver og arkitekt Nøhr & Sigsgaard Arkitektfirma A/S, Lytt Architecture A/S som landskabsarkitekt, ingeniør Niras A/S, farvekonsulent Caroline Krag og konservator – Københavns Konservator.
- Friluftsskolen har tidligere modtaget hæder, bl.a. Farveprisen 2021, Københavns Bygningspræmiering 2022 og Arkitektforeningens æreskalejdoskop 2022.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.