
SYDDANMARK: De regionale busser mellem de større fynske byer vil fra december opgradere til minimum halvtimesdrift i dagtimerne på hverdage. Tiltaget er inspireret af Sjælland, hvor man på tilsvarende vis har opnået en passagervækst på hele 17 pct.
På Fyn iværksætter FynBus et højfrekvent rutenet, kaldet R-net, med minimum halvtimesdrift fra mandag til fredag i tidsrummet kl. 6-20 og timedrift i weekenden. R-nettet sigter først og fremmest mod erhvervspendlere og indkøbs- og fritidsrejsende, som udgør langt størstedelen af de rejsende i dag.
- Vi har et mål om at få flest passagerer for pengene og om at flytte flere fra bil til bus. Med flere afgange og lidt mere direkte ruter bliver bussen et mere attraktivt alternativ til bilen, og det er min forventning, at der vil komme væsentlig flere fynske passagerer i de kommende år, siger formanden for Region Syddanmarks udvalg for regional udvikling, Bo Libergren (V).
De mange ekstra busafgange vil betyde 18.000 ekstra køretimer om året og vil i etableringsfasen koste 8,4 mio. kr. årligt, som FynBus er i stand til at finansiere på grund af væsentlige lavere priser på buskørslen i det seneste udbud. Efter de første to år ventes omkostningerne at falde til under det halve, i takt med at flere vælger at bruge bussen.
R-nettet blev besluttet i Regionsråd Syddanmark tilbage i december 2013. Det træder i kraft ved den ordinære køreplansændring til december 2016.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.