dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

Gamle rådhuse kan ende som bofællesskaber

Boligminister giver penge til et projekt, som undersøger, om gamle rådhuse kan få nyt liv som bofællesskaber
17. DEC 2014 12.46

Da Danmark i 2007 gik fra at have 270 kommuner til kun 98, betød det, at en række rådhuse landet over mistede deres funktion. Men nu kan de måske få et nyt liv som bofællesskaber.

I hvert fald har Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter igangsat 12 forsøgsprojekter, der skal bidrage til at styrke fællesskaberne i by- og boligområder ved blandt andet at have fokus på fællesskab mellem generationer.

Et af projekterne går ud på at undersøge, om 'funktionstømte bygninger' som gamle rådhuse fremover kan bruges til bofællesskaber i storbyen, provinsbyen og landsbyen.

Ny inspiration
Målet er blandt andet at give ny inspiration til borgere og fagfolk, siger by- bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S).

- Vi har et land, hvor fantasien blomstrer, og folk efterspørger nye fællesskaber og boformer. Det, synes jeg, er utroligt interessant, og derfor er jeg meget glad for, at jeg med forsøgsmidlerne kan få kvalificeret nogle af de gode idéer, siger Carsten Hansen.

Ifølge Dansk Bygningsarv, som står bag projektet, ønsker stadig flere danskere i alle aldre at flytte i bofællesskab. Men der mangler klarhed over de nye beboeres krav til boligens fysiske rammer. Og dermed svar på, hvad der skal til, for at tomme bygninger kan gøres egnede til bofællesskaber.

I et andet projekt skal arkitektfirmaet Terroir undersøge, hvordan byområders fysiske udformning kan være mere indbydende for alle generationer i byen og forstaden.

De 12 projekter vil koste i alt 9,4 mio. kr. at gennemføre.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/gamle-raadhuse-kan-ende-som-bofaellesskaber

GDPR