
GULDBORGSUND: "Det er ønskeligt at udvikle Gedser Odde til en "must see"-attraktion som en pendant til Grenen i Skagen."
Sådan står der i en 47 sider lang udviklingsplan for Destination Sydfalster fra sidste år, hvor Gedser Odde fremhæves som Skandinaviens sydligste punkt og et af Europas bedste trækfuglesteder både forår og efterår. Men der er opstået udfordringer for turismeplanerne.
I august næste år udløber Guldborgsund Kommunes mangeårige lejeaftale for området nemlig. Ejeren, godset Gjedsergaard, har opsagt aftalen, og dermed er der risiko for, at bygningerne på stedet rives ned, og jorden omlægges til landbrugsjord uden offentlig adgang, skriver TV2 Øst.
Viceborgmester René Christensen (DF) er utilfreds og mener, at kommunen burde have "forhandlet meget hårdt" med lodsejeren eller lavet en ekspropriation. Borgmester Simon Hansen (S) indvender, at det ifølge kommunens jurister vil være nærmest utænkeligt, at det vil være muligt at ekspropriere, og at man derfor ikke vil bruge kræfter på det. Samtidig siger han til tv-stationen, at der fortsat vil være "en form for tilgængelighed" til Gedser Odde, som skal aftales nærmere med lodsejeren.
Havet æder klinten
Et andet problem er, at havet æder sig ind på odden. Senest har stormfloden i oktober spidst endnu et stykke af klinten op til marinestationen, så hele området blev spærret af af hensyn til sikkerheden, oplyste kommunen.
Formanden for Bevar Gedser Odde, Tonny Pedersen, målte i 2014 afstanden fra marinestationen til klinten til 16 meter. Efter stormfloden er der nu nul meters afstand.
Sidste uge svarede miljøminister Magnus Heunicke (S) på et spørgsmål om kystsikring af Gedser Odde fra Marlene Harpsøe (DD), som i sommer tilfældigt havde besøgt stedet med sin familie og var blevet fascineret af det. Hun oplyste i folketingssalen, at Danmarksdemokraterne vil tage kystsikring af området op i finanslovsforhandlingerne.
Heunicke svarede, at der har været debat om kystbeskyttelse af Gedser Odde i 20 år, og at Kystdirektoratet i 2018 var i dialog med interesserede borgere om et lokalt projekt, hvor de blev vedledt om, at kommunen kan give tilladelse og bidrage økonomisk til kystbeskyttelse. Kystdirektoratet har dog ikke været i dialog med Guldborgsund Kommune om sagen, sagde han.
Han understregede, at finanslovsforhandlingerne ikke foregår med fagministrene. Men at han meget gerne hører fra kommunen, hvis der er ønske om at diskutere sagen.
Men ifølge TV2 Øst kommer kommunen formentlig ikke til at arbejde for kystsikring af området, efter at lejeaftalen er afsat.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.