
GLADSAXE: Kommunens møbler skal ikke ende som storskrald, hvis andre kan bruge dem.
Derfor har kommunen gjort det nemt for medarbejderne at vælge den mest bæredygtige løsning, når de står og mangler et nyt møbel til deres afdeling eller har et møbel, de ikke længere kan bruge. Det samme gælder, hvis møbler eller andet inventar går i stykker og har brug for at blive repareret.
På "Genbrugsbørsen" kan kommunens afdelinger afsætte eller bestille møbler, som andre har i overskud. Og siden Genbrugsbørsen blev lanceret i september, har langt over 100 møbler skiftet hænder.
Børsen er født ud af en række nye principper, som skal mindske antallet af nyindkøb: Genbrug skal prioriteres over nyindkøb, og nyindkøb skal så vidt muligt være miljømærket. Derudover skal de møbler, som ikke kan genbruges internt, doneres til genbrug andre steder eller genanvendes.
Tidligere foregik genbrug af møbler for eksempel mellem forvaltningerne på rådhuset eller kommunens børnehuse. Men nu er det hele sat i system og samlet ét sted, hvor brugte ting kan afsættes eller bestilles via en app eller kommunens intranet.
Reparationer og opgraderinger
Hvis møblerne går i stykker, har Gladsaxe gjort det nemt for medarbejderne at bestille reparation eller reservedele. Det samme gælder, hvis man ligger inde med et møbel, som har brug for en opgradering. Det kan være en stol eller sofa, som har brug for nyt betræk, eller møbler, som skal have en helt anden funktion, end de var bygget til.
På Søborg Skole er indskolingens gamle reoler for eksempel blevet forvandlet til nye, smarte kreaborde på hjul, og gamle opslagstavler blevet ompolstret, så de matcher klasselokalets farver.
Gladsaxe er Nordens første verdensmålskommune og arbejder strategisk med bæredygtighed. Genbrug og reparation af møbler flugter med Gladsaxes indkøbspolitik, som har til formål at sikre miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed i samtlige af kommunens indkøb.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.