dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

- Geotermi skal sikres med national garantiordning

Omkring 30 boringer i Paris' forstæder har i mere end 25 år forsynet boligerne med geotermisk opvarmning
12. SEP 2012 14.33

Geotermi kan dække 250.000 danske husstandes varmebehov. Den vedvarende og grønne energi fra jordens indre kræver en national garantiordning for at kunne gøres til virkelighed. Driftserfaringer fra Thisted, København og Sønderborg skal sammen med det lukkede Viborg-projekt klarlægges og analyseres. Eventuelt sammen med de mange udenlandske erfaringer, peger Dansk Fjernvarme på.

Dybt nede under jorden gemmer sig vedvarende og klimavenlig energi i form af varmt vand. Geotermi fra 1000 til 3000 meters dybde kan dække ca. 15 procent af Danmarks samlede behov for fjernvarme. Men der er en hurdle, som skal forceres. Det kræver en statslig garantiordning, før den grønne teknologi vil få sit endelige gennembrud.

- I meget store dele af Danmark er der mulighed for at etablere geotermiske varmeanlæg. Faktisk kan omkring 250.000 husstandes behov for opvarmning hentes op fra jorden som grøn og vedvarende energi, som tilmed vil være billig, siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen.

14 tilladelser
Han deltog i denne uge sammen med en række fjernvarmeværker i et dialogmøde med Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) om netop geotermi. Mødet blev sat i stand, efter projektet i Viborg blev lukket, og der opstod usikkerhed omkring teknologien.

Interessen for geotermi er kæmpe stor. 14 steder landet over har man således fået tilladelser til at bore ned og undersøge, om der er grundlag for at udnytte energien.

- Potentialet ved geotermi er enormt. Men der er altid en risiko forbundet med at bore så dybt ned efter energi. Det kan være, at der alligevel ikke er tilstrækkelig meget varmt vand i de dybe lag, selv om man havde forventet det. På den måde afviger geotermiboringer ikke fra eksempelvis olie- eller naturgasboringer, siger Kim Mortensen.

Men de enkelte fjernvarmeselskaber kan ikke stå med hele risikoen. Det kræver store investeringer i størrelsesordenen 150-250 mio. kr.  at gå i gang med geotermiprojekter. Lykkes projekterne er der til gengæld kæmpe gevinst, da man fremadrettet ikke skal bruge brændsler. Man sparer dermed både økonomisk og miljømæssigt.

Screening nødvendig

Fjernvarmeværkerne er pålagt vinke farvel til fossile brændsler som naturgas. Geotermi er en af mulighederne i stedet.

- Vi er nødt til at have lavet en screening af geotermi, så man kan få påpeget og reduceret efterforskningsrisikoen. Helt fjerne efterforskningsrisikoen kan man ikke, men det er i samfundets interesse, at vi finder de vedvarende energikilder, der kan sikre den fossilfrie fremtid. Man skal huske på, at det har vi mindre end 23 år til at sikre, siger Kim Mortensen.

Han peger også på, at erfaringerne fra de eksisterende geotermiske anlæg i Thisted og København, samt det noget større anlæg i Sønderborg, som tages i drift senere i år, skal indsamles. Dette sammen med erfaringerne fra Viborg, så man kan få udarbejdet en analyse. Erfaringerne fra udlandet er rigtig gode for geotermi. Der er således omkring 30 boringer i Paris' forstæder som i mere end 25 år har forsynet boligerne med opvarmning.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/geotermi-skal-sikres-med-national-garantiordning

GDPR