
HILLERØD: En af Danmarks ti største jordforureninger er langt mere forurenet, end tidligere antaget, viser nye miljøundersøgelser. Det drejer sig om Collstropgrunden i Hillerød, som spreder sig over seks hektar.
Arsenforureningen på grunden ligger tættere på 105 tons arsen end de 35 tons, som tidligere var vurderingen. Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Collstropgrunden er indhegnet og uden adgang for offentligheden.
Selv om forureningen er mere end 50 år gammel, har den ikke spredt sig til et underliggende grundvandsmagasin, hvorfra der ellers er risiko for, at den kunne bevæge sig videre mod Esrum Sø, skriver Region Hovedstaden i pressemeddelelsen.
Samarbejde med forskere
Regionen holder derfor fast i sin nuværende plan for håndtering af forureningen. På kort sigt går regionens plan ud på at holde forureningen inde på grunden.
På den lange bane forventer Region Hovedstaden, at den mest bæredygtige og økonomiske løsning vil være at lade hovedparten af forureningen blive på grunden og håndtere den der.
Derfor samarbejder regionen med danske og udenlandske forskere om at udvikle en metode, hvor forureningen kan bindes til naturligt forekommende mineraler i jorden.
- At der har vist sig at være så meget arsen inde på Collstropgrunden, kan betyde at håndteringen kan blive meget dyr og besværlig, men det er endnu for tidligt at sige med sikkerhed, siger miljøchef i Region Hovedstaden Charlotte Schleiter i pressemeddelelsen.
Forureningen på Collstropgrunden stammer fra de tungmetaller, som virksomheden Collstrop benyttede til imprægnering af telefonpæle og elmaster på grunden i perioden fra 1936 til 1976.
Regionerne skal over prioritering
På baggrund af de nye undersøgelser skal Danske Regioner se på, hvorvidt håndteringen af Danmarks ti generationsforureninger er prioriteret rigtigt. Det mener Line Ervoldsen (K) formand for Klima- og Miljøudvalget i Region Hovedstaden.
- Vi har en intern prioriteringsliste i Danske Regioner, men i og med at vi nu har fundet ud af, at Collstropgrunden er mere forurenet, end vi først troede, så kunne det måske være en idé, at Danske Regioner kiggede på, om prioriteringslisten er skåret rigtigt, siger hun til Ritzau.
- Jeg synes, at det er dybt bekymrende, at man står og kæmper med nogle forureninger, som viser sig at være sværere at komme til livs eller inddæmme, end man først troede - og at det derfor bliver meget dyrere, fortsætter Line Ervoldsen (K).
/ritzau/
Red. 3. sidste afsnit samt foto tilføjet kl. 8.10
Red. 4. Underubrik ændret, Mellemrubrik tilføjet, plus afsnit med Line Ervoldsen kl. 10.20
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.