dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Gode råd om udflytning af statsarbejdspladser
Man undgår ikke Slotsholmen og nærmeste omegn ved at flytte ud - der skal stadig holdes mange møder og rejses en del. Foto: Janus Engel, Polfoto.

Gode råd om udflytning af statsarbejdspladser

Erfaringsdeling ved høring i Folketingets landdistriktsudvalg: Vær ikke bange for rekrutteringsproblemer, læg statslige institutioner de rigtige steder, betal jer fra indkøringsproblemer og tro ikke man kan undgå masse rejseri til København

FOLKETINGET: Hvis der skal flyttes statslige arbejdspladser ud fra København, så lad være med at strø dem med løs hånd ud over landet. Læg dem ved trafikknudepunkterne, så det er nemt at komme til og fra, ikke mindst til og fra møder med andre statslige instanser i København.

Sådan lød et af rådene fra retspræsidenten for Tinglysningsretten i Hobro, Søren Sørup Hansen, da Folketingets landdistriktsudvalg onsdag holdt høring om 'udflytning af statslige institutioner og arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen'.

Andre råd blev givet af forskningskonsulent, cand. oecon. Klaus Lindegaard der på baggrund af studier af Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg og Betalingscentret i Ringkøbing mente at udflytning med henblik på udvikling langt var at foretrække frem for udflytning alene for at kompensere for andre mistede statlige arbejdspladser.

Tinglysningsrettens erfaringer
Foruden sit råd om trafikale forhold opsummerede Søren Sørup Hansen fra Tinglysningsretten sine erfaringer i fire punkter:

  • Udflytningen var blevet modtaget med begejstret hjælpsomhed af kommunen. Her betyder det meget, om en udflyttet institution er en stor arbejdsplads i en lille kommune eller blot endnu en af mellemstørrelse i en stor kommune.
  • Der var ingen problemer med rekruttering af kvalificerede medarbejdere, heller ikke akademikere.
  • Til gengæld indtraf et stort kompetencetab ved udflytningen, som i dette tilfælde var en samling fra mange adresser rundt i landet. Kun 30 af i alt 300-400 daværende ansatte fulgte med. Det tog tre år før de nye var fuldt oplært. Rådet her er at betale sig fra overgangshjælp af nogle af dem, der ikke vil flytte med i stedet for at risikere fx sagspukler og meget lange sagbehandlingstider.
  • Resten af Staten flytter ikke med, så der skal rejses en del frem og tilbage til og fra København. Videokonferencer kan være gode til nogle mødetyper, men fysisk tilstedeværelse kan ikke undværes. Retspræsidenten anslog for sit eget vedkommende at han bruger i gennemsnit to arbejdsdage pr. uge i København. 'Og hvis vi ikke rejser herover, bliver vi glemt', konstaterede han. Deraf rådet om at vælge placeringer ved trafikknudepunkter. 


Sikkerhedsstyrelsen og Betalingscentret
Heller ikke ved udflytningen/oprettelsen af Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg og Betalingscentret i Ringkøbing blev der konstateret rekrutteringsproblemer, kunne Klaus Lindegaard fortælle.

En anden fælles erfaring både fra Esbjerg, Ringkøbing og Hobro, er at de nye medarbejdere ikke kun er bosat i den by/kommune hvor institutionen ligger, men fordeler sig over et større område. Man kan altså med fordel tænke i områder og ikke i enkeltbyer, lød konklusionen.

Andre råd lød: engagement fra den modtagende kommune, frivillig udflytning og systematisk oplæring. Og det vigtigste: Træf hurtige beslutninger.

Endnu flere råd
Øvrige indkaldte eksperter var lektor Ina Drejer fra Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet, borgmester Laurids Rudebeck (V) fra Tønder, research economist, dr. Giulia Faggio fra Spatial Economics Research Centre på London School of Economics, og geograf Kaare Dybvad, forfatter til bogen 'Udkantsmyten'.

Deres bidrag i spredt fægtning:

  • Der skal være sammenhæng mellem type af statslig institution og eksisterende kompetencer i det modtagende område. Både uddannelsesmæssigt og i forhold til erhvervsvirksomheder. Eksempelvis passer Sikkerhedsstyrelsens arbejdsområder godt til Esbjerg, og som tænkte eksempler kunne Geodatastyrelsen passe godt til Aalborg, som har universitetsuddannelsen af landinspektører, Søfartsstyrelsen kunne være et godt match for Svendborg, og Esbjerg med sine offshoreaktiviteter kunne også være et godt bud på et hjemsted for Energistyrelsen.
  • Modstand mod udflytning er først og fremmest en mental barriere. Embedsmænd i København placerer nye embedsmænd i København af ren og skær vane. Skal der gøres op med det, skal politikerne træffe beslutningerne, ikke embedsmændene.
  • Udflytning af statslige arbejdspladser er et middel til at støtte lokal udvikling. I Storbritannien har man siden Anden Verdenskrig brugt det bevidst i den hensigt. Og det virker. Eksempelvis bor under halvdelen af BBC's ansatte i London-området.
  • Områder, der er direkte styret af politikerne, er mere retfærdigt fordelt ud over landet. Eksempler er transportområdet og forsvaret.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.