FAXE / SJÆLLAND: Forretningsudvalget i Region Sjælland sagde kort før jul god for en tilladelse til Nymølle Stenindustrier A/S om indvinding af råstoffer ved Bjerrede og Tureby i Faxa Kommune, fremgår det af referat fra mødet den 19. december. Beslutningen skal i januar bekræftes af regionsrådet.
Gravetilladelsen kommer midt i en strid mellem virksomheden og Faxe Kommune, der kan munde ud i en afgørelse i Højesteret. Direktør i Nymølle Stenindustri Ole Nørklit håber ifølge TV2 Øst, at sagen går igennem procesbevillingsnævnet i slutningen af januar 2023, og at den senere ender i Højesteret. Han fortæller til kanalen, at Dansk Industri vil bakke op med sine jurister, hvis sagen ender i Højesteret.
Faxe Kommune sagde i 2019 nej til en ansøgning om en midlertidig sænkning af grundvandet i forbindelse med udgravning af grus. Virksomheden mente efterfølgende, at et medlem af kommunens teknik- og miljøudvalg havde været inhabil i forhold til afgørelsen, og Retten i Næstved gav i juli 2021 virksomheden ret og pålagde Faxe Kommune at give tilladelsen til udgravningen.
Anket af kommunen
Afgørelsen fra byretten blev imidlertidig anket af kommunen, der i oktober 2022 fik medhold i Østre Landsret, der ikke mente, at der var tale om inhabilitet i sagen.
Forretningsudvalget i Region Sjælland har så nu på decembermødet behandlet en indstilling fra administrationen, der bl.a. bygger på en faglig enighed i konklusionen fra en miljøkonsekvensrapport fra virksomhedens rådgiver Sweco. Den peger på, at den ansøgte råstofindvinding under grundvandsspejl ikke medfører risiko for påvirkning af grundvandet eller natur i Bagholt Mose.
- Vi har gjort det, vi er forpligtet til, ved at give dem en gravetilladelse under forudsætning af, at Faxe Kommune ændre deres tilladelse, siger Bruno Jerup (EL), formand for Udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø i Region Sjælland til kanalen.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.