DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Økonomi
DK Job

Greve politianmelder omstridt bygherre

Endnu en kommune er efter Bach Gruppen og politianmelder bygherren, efter at et byggeri er påbegyndt inden byggetilladelsen.
28. APR 2021 11.25

GREVE: Senest har Bach Gruppen skullet stå skoleret over for Vejle Kommune, der krævede en forklaring på, at de tre sidste tre bølger i byggeriet "Bølgen" blev opført efter en anden konstruktionsmodel end den af byrådet godkendte. 

Men også i Greve Kommune er der nu ugler i mosen, der har fået byrådet til at politianmelde bygherren. Her er Bach Gruppen nemlig gået i gang med at opføre et byggeri, inden byggetilladelsen er givet. Det skriver BygTek på baggrund af en aktindsigt, som også viser, at byggeriet ikke overholdt et standsningspåbud, som kommunen gav.

Både Viborg og Københavns kommuner stoppede sidste år byggerier, hvor Bach Gruppen var involveret, og flere adresser blev ransaget af politiet.

Dengang handlede anklager om byggesjusk og dokumentfalsk. Det drejede sig bl.a om kvaliteten af den beton, Bach Gruppen har brugt i forskellige byggerier, og mistanke om dokumentfalsk i forbindelse med betonleverancer. Her oplyste firmaet, at det mistænkte datterselskabet BG Beton for at have leveret forkert beton til projektet og forfalsket følgesedler og fakturaer.

I København drejer det sig bl.a. om opførelsen af Njals Tårn på Amager, som Københavns Kommune standsede øjeblikkeligt i september sidste år, efter at et anonymt tip endte med en undersøgelse fra Teknologisk Institut, som bekræftede mistanken om, at betonen hverken levede op til miljø- eller styrkekrav.

I februar godkendte Københavns Kommune en udvidelse af vægfundamenterne i kælderen under Njals Tårn. Den vil erstatte det nuværende fundament og sikre den nødvendige styrke og bæreevne under højhuset.

100 mio. kr. til oprydning

Bach Gruppen har selv lavet en hjemmeside, hvor man forklarer Højhussagen. Ifølge denne er der bl.a. fundet en kritisable forhold i datterselskabet BG Beton og på koncernniveau. Det har ledt til politianmeldelse af en tidligere direktør og fire medarbejdere i datterselskabet. 

- Det er en dybt beklagelig sag, som vi påtager os det fulde ansvar for. Vi har udvist for meget tillid og for lidt kontrol. Det har vi nu gjort noget ved med et omfattende prøveprogram på hele Bryggens Bastion. Vi har styrket vores forretningsgange og kontroller og tilført betydelige ressourcer til kvalitetssikring. Sagen kom som et chok for os og er nu overgivet til politiet. Vi forventer at bruge mere end 100 mio. kr. på at rydde op, siger Lene Christensen, adm. direktør i Bach Gruppen, på hjemmesiden.

Der er desuden ansat flere kvalitetschefer, og inden udgangen af 2021 vil firmaet have tredoblet antallet af medarbejdere, der arbejder med kontrol og kvalitetssikring.

Alligevel var der ifølge TV2 i denne uge problemer med et andet byggeri på Amager - naboen til Njals Tårn, Bryggens Bastion, hvor søjlerne i kælderen er lavere end projekteret. Det er udbedret med en ekstra søjle, oplyser Bach Gruppen, men flere af byggerierne har ifølge TV2 fugtskader, som kan skyldes fejl i fugerne, som er en konstruktionsfejl.