
GREVE: Intet slår vestenvinden. Den kan fjerne fedtemøg langs hele Greves kyst på en enkelt nat. Vestenvinden er i det hele taget nødvendig, hvis stranden skal være hvid og vandet klart. Det er den foreløbige konklusion på en række eksperimenter med strandrensning, lyder det fra kommunen.
Det største og mest omtalte eksperiment er, at en gummiged skubber fedtemøg fra stranden og vandkanten tilbage i Køge Bugt, hvor det bliver ført væk eller opløst. Gummigeden kører, når understrømmen er rigtig, og allerhelst mens der er en solid vestenvind. På de dage bliver fem sjettedele af fedtemøget opløst og ført væk ude i bugten, vurderer fagfolk i Greve Kommune.
Siden uge 15 har gummigeden været på arbejde. Det har blandt andet betydet, at foråret ikke har budt på de voldsomme lugtgener, der plagede Greveborgerne sidste år og forrige år.
Dengang havde folk nærmest åndenød omkring fortet, og hele det budget, kommunen har valgt at bruge på strandrensning, var brugt midt på sommeren. Dengang foregik strandrensningen på den traditionelle og meget dyre måde, hvor fedtemøget skal samles op og køres væk på lastbiler.
Beachcleaner og strandlaug
I år er der stadig penge til strandrensning resten af sommeren, og de fleste dage er lugten minimal. En stor del af Greves otte kilometer lange strande er rimeligt rene, men det har vist sig, at hverken maskiner eller nye idéer kan holde fedtemøget helt væk fra det lave vand fra nord for Mosede Havn og til syd for Mosede Fort. Her hjælper kun vestenvinden.
Fedtemøget er en brunalge, som bliver dannet i Køge Bugt på grund af store mængder næringssalte i vandet. Algerne lægger sig som et massivt tæppe på havets bund, og dele af det tæppe skyller konstant op på strandene – blandt andet i Greve.
En traditionel strandrensning, hvor fedtemøget bliver kørt væk, fjerner over 6.000 tons fedtemøg fra stranden i løbet af en sommer, men der skyller mange flere tons fedtemøg op.
I år har afprøvningen af en såkaldt beachcleaner været uden succes. Fedtemøget viste sig at være for tungt for maskinen. I Solrød Kommune er der etableret et strandlaug, som tager sig af stranden, og det har Greve Kommune ladet sig inspirere af. Derfor vil kommunen senere på sommeren invitere borgerne til møde om et muligt strandlaug.
I år har gummigeden skubbet fedtemøg ud otte gange, hvilket i alt har kostet 200.000 kr. På nuværedne tidspunkt sidste år havde kommunen udført én traditionel strandrensning til i alt 400.000 kr. I alt har Greve Kommune valgt at bruge 1,65 mio. kr. om året på at hjælpe vestenvinden med at holde stranden ren.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.